Idømt 79 års fængsel

Ni mænd er fredag ved Retten i Aarhus blevet idømt sammenlagt 79 års fængsel for handel med store mængder amfetamin.

Politiet efterforskningsenhed Særlig Efterforskning Vest kom på sporet af den omfattende narkohandel i september 2019, hvor en nu 33-årig mand fra Aarhus-området leverede 3 kg amfetamin til en anden mand på en rasteplads ved motorvejen ved Aarhus.

Det blev startskuddet til en større efterforskning, hvor et 33-årigt rocker-/bandemedlem viste sig at være bagmanden i et større netværk, der distribuerede store mængder narko. Fredag blev den 33-årige mand idømt 16 års fængsel for at have besiddet og distribueret i alt 28 kg amfetamin.

”Den 33-årige mand har været sagens omdrejningspunkt, og der er ikke nogen tvivl om, at han har været bagmanden, og at de øvrige otte mænd i større eller mindre grad har arbejdet for ham, hvilket også var billedet under efterforskningen. En efterforskning som har krævet rigtigt mange ressourcer, og det har været en opgave, som efterforskerne i Særlig Efterforskning Vest har taget på sig og har løst på meget overbevisende vis,” siger specialanklager ved Særlig Efterforskning Vest, Morten Rasmussen.

 

Ni dømte

Den 33-årige mand blev anholdt den 9. januar 2020 sammen med to andre mænd på nu 32 og 62 år. Det er politiets opfattelse, at den 32-årige mand har været en form for højre hånd for den 33-årige bagmand. Den 32-årige fik da også den næsthøjeste straf på 10 års fængsel.

LÆS OGSÅ:  Tre års fængsel til unge narkohandlere

Den 62-årige mand spillede derimod kun en mindre rolle ved at stille sin lejlighed i Aarhus Vest til rådighed for opbevaring og opblanding af amfetaminen. Han blev idømt seks års fængsel.

Den 15. januar 2020 blev yderligere to mænd, far og søn på 44 og 19 år fra Ikast-området, anholdt i sagen, efter at de havde modtaget narkotika fra den 33-årige på en adresse nord for Aarhus med henblik på at videredistribuere det til kunder i Herning og Ikast-området. Far og søn blev idømt henholdsvis 9 og 7 års fængsel for deres rolle i sagen.

De øvrige fire mænd på 34, 35, 38 og 49 år, der alle kommer fra Østjylland, blev anholdt den 20. februar 2020. De blev idømt henholdsvis 8, 6, 8 og 9 års fængsel.

”Jeg er meget tilfreds med dommen, og strafudmålingen til de ni tiltalte afspejler meget godt de forskellige roller de enkelte personer har haft i netværket, der har stået bag den omfattende og organiserede narkokriminalitet. Og så glæder jeg mig over, at politiet undervejs fik beslaglagt knap 10 kg amfetamin, der nu bliver destrueret i stedet for at ende på gaden,” siger anklager ved Særlig Efterforskning Vest, Jacob Gents.

Den 33-årige mand har udbedt sig betænkningstid, mens de øvrige otte har anket til frifindelse. De er alle fortsat varetægtsfængslet efter dom.

En 38-årig kvinde, der også blev anholdt i sagen den 9. januar, har allerede modtaget sin dom på 10 måneders fængsel.

Skriv din mening (Du skal være logget på Facebook)