En 32-årig mand, der i offentligheden er blevet omtalt som Louise-manden og Paderup-manden, blev ved Retten i Randers kendt skyldig i at have begået over 50 indbrud og indbrudsforsøg i Randers og Aarhus-området.
Han blev idømt anbringelse på en sikret afdeling for personer med vidtgående psykiske handicap. Anbringelsen sker uden fastsættelse af længstetid.
Fremgangsmåden var den samme stort set hver gang.
Den 32-årige gik rundt i et område, hvor han tog i flere døre ind til private hjem, og hvis der ikke var låst, gik han ind og stjal kontanter eller værdier for et mindre beløb. Hvis han blev opdaget af en beboer, spurgte han efter ”Louise” eller en anden navngiven person, som han foregav at lede efter.
Også dømt for vold og trusler på bosted
Allerede i 2018 blev han dømt for adskillige indbrud i Aarhus og blev i forbindelse med dommen anbragt på et bosted i Randers.
Men i september 2021 blev den 32-årige så anholdt igen efter, at han var blevet overrasket af beboerne i en lejlighed i Randers. Han blev efterfølgende varetægtsfængslet i surrogat på en psykiatrisk afdeling, da politiet mistænkte, at han endnu en gang stod bag en række lignende indbrud – denne gang primært i Randers.
Ud over de mange indbrud blev han i Retten også dømt for flere tilfælde af vold og trusler begået mod medarbejdere på den institution, hvor han var anbragt.
”Den 32-årige har skabt stor utryghed blandt mange borgere ved at gå ind i deres private hjem og stjæle fra dem på den måde, og jeg er tilfreds med, at han nu har fået en foranstaltningsdom uden længstetid. Efterforskerne har gjort et rigtig godt stykke arbejde med at kæde de mange sager sammen, og det var medvirkende til, at han kunne blive dømt for en række forhold, ” siger senioranklager Jakob Beyer.
Baggrunden for, at den 32-årige blev dømt til anbringelse, var, at han af Retslægerådet blev erklæret sindssyg i gerningsøjeblikket og mentalt retarderet.
Han nægtede sig skyldig og tog forbehold for at anke dommen.