Site icon 24NYT

Idømt et års fængsel for seksuelt overgreb

Foto: Østjyllands Politi

En 23-årig mand blev mandag ved Retten i Aarhus idømt et års ubetinget fængsel for i januar at have begået et seksuelt overgreb mod en 23-årig kvinde og for at have blufærdighedskrænket hende blandt andet ved at have berørt hende flere steder samt at have filmet hende og sendt klippet til hendes ekskæreste.

 

 

Manden og kvinden, der perifært kendte hinanden, sad sammen i en bil på en p-plads i Viby, da han forgreb sig på hende. Manden befamlede hende flere steder på kroppen, ligesom han tvang hendes ansigt ned mod hans skridt, hvorefter han fik udløsning på hende.

Han filmede også kvinden, mens hun sad delvist afklædt, og dagen efter sendte han filmen til hendes ekskæreste.

 

Også dømt for vold og trusler

Ud over overgrebet blev den 23-årige mand også dømt for vold at have slået kvinden flere gange på armen med en lattergasflaske og for hærværk ved at have kastet hendes mobiltelefon ned i asfalten. Derudover blev han også dømt for at have truet kvindens ekskæreste.

Østjyllands Politis efterforskning af sagen ledte nogle uger efter overgrebet til anholdelsen af den 23-årige, og mandag faldt dommen så i sagen.

”Sager om seksuelle krænkelser kan ofte være svære at bevise, da det tit vil være to personers modstridende forklaringer, der står over for hinanden. Her var der tale om en meget troværdig forklaring fra kvinden. Derudover var der også fundet DNA, der støttede hendes forklaring. Jeg er tilfreds med, at retten var enig med anklagemyndighedens vurdering i, at der var tale om et overgreb, ” siger specialanklager Jesper Rubow.

Den 23-årige mand nægtede sig skyldig i de fleste forhold, men erkendte dog truslerne.
Han ankede dommen.

Exit mobile version