Site icon 24NYT

Idømt fængsel og udvisning for forsøg på at smugle 65 kilo khat ind i Danmark

Arkivfoto. Regitze

En 46-årig hollænder blev i oktober taget ved Toldstyrelsens kontrol ved grænsen med fire kufferter fulde af det euforiserende stof.

En 46-årig mand, hollandsk statsborger, er ved en domsmandsret ved Retten i Sønderborg blevet idømt 30 dages fængsel samt udvisning med indrejseforbud i seks år for forsøg på at indsmugle 65,4 kilo khat.


De mange kilo af det euforiserende stof var gemt i fire kufferter og blev opdaget i forbindelse med Toldstyrelsens kontrol af en rutebus ved grænseovergangen i Frøslev natten til torsdag den 24. oktober.

Den hollandske mand blev anholdt af betjente fra Udlændingekontrolafdeling Vest (UKA Vest) og har været varetægtsfængslet, mens efterforskningen har fundet sted.

Den 46-årige nægtede sig skyldig.

Dommen blev afsagt den 21. november.

Udlændingekontrolafdeling Vest (UKA Vest) er en specialenhed i Syd- og Sønderjyllands Politi bestående af operativt personale, efterforskere og analytikere. UKA Vest er placeret i Padborg – tæt på landegrænsen til Tyskland. UKA Vest bekæmper grænseoverskridende kriminalitet i grænseregionen – eksempelvis omrejsende kriminelle grupper og arbejder i den forbindelse tæt sammen med Landespolizei, Bundespolizei og Zoll i Tyskland. På vegne af Dansk Politi hjemtager UKA Vest personer, der eksempelvis pågribes i Tyskland med tyvekoster fra Danmark. Det sker igennem europæiske arrestordrer, og personerne strafforfølges efterfølgende i Danmark for den begåede kriminalitet. UKA Vest har endvidere ansvaret for den midlertidige grænsekontrol til Tyskland. I grænseregionen patruljerer UKA Vest, Landespolizei og Bundespolizei sammen i fælles patruljer for også operativt at bekæmpe den grænseoverskridende kriminalitet. Smugling over landegrænsen til Tyskland har et særligt fokus i UKA Vest og en særlig Politi- og Toldenhed i Padborg gennemfører på baggrund af analyser og efterretninger indsatser rettet mod indsmugling af narkotika, våben, højt beskattede varer m.v.

Exit mobile version