Udlændinge- og Integrationsministeriet har fået Rambøll til at evaluere den særlige uddannelse for flygtninge – Integrationsgrunduddannelsen (IGU). Formålet var helt klart at understøtte budskabet om, at IGU er en succes.
Rambølls evaluering viser, at 52 pct. af virksomhederne er glade for IGU. Det er de arbejdsgiver- og arbejdstagerorganisationer, der sammen med VLAK står bag uddannelsen, meget tilfredse med.
Blandt de 52 pct. tilfredse virksomheder er der helt sikkert de mange kreative arbejdsgivere, der har fundet ud af, at de altid kan få en ny flygtning i praktik og dermed slippe for at betale løn. Hver tredje eller sjette måned kan de så få en ny praktikant. Sagen er blot, at der ikke kommer ordinære job ud af IGU-praktikkerne.
”Vi synes godt, at vi kan tillade os at kalde det en succes”, siger Ejner K. Holst, næstformand i LO. Fagbevægelsen har et gennemskuelig dagsorden, der går ud på at bruge IGU til at forhindre, at der bliver indført en indslusningsløn til flygtninge på f. eks. 60-70 kr. i timen.
I en undersøgelse fra feb. 2016 svarer 77 pct. af de adspurgte 3Fere, at de er bange for, at flygtningene vil presse dem ud af arbejdsmarkedet. Fagforeningerne ønsker naturligt nok høj løn til deres ufaglærte medlemmer og er derfor ikke interesserede i at få konkurrence fra lavtlønnede flygtninge og indvandrere.
Ultimo juli 2017 var der indgået omkring 1.500 IGU-kontrakter mellem flygtninge og arbejdsgivere, siden ordningen trådte i kraft. Ca. 30 pct. af IGU-forløbene bliver imidlertid afbrudt. Ifølge kommunerne skyldes det store frafald, at rådighedsbeløbet i IGU-forløbet, hvor flygtninge ansættes i to år i en virksomhed på en elevlignende løn, kan være lavere end på integrationsydelsen. Lønnen er lav i sig selv, og der kan følge transportudgifter med.
Mange flygtninge ser derfor ikke IGU-forløbet som en investering i egen fremtid. De ser på rådighedsbeløbet her og nu og vælger IGU-ordningen fra, fordi den ikke kan betale sig. Det var ikke just det, der var meningen med den stærkt opreklamerede trepartsaftale mellem arbejdsmarkedets parter, men igen viser den virkelige virkelighed sig mindre ideel end planlagt ved embedsmændenes skriveborde.
Man bør også huske, at mens nye flygtninge starter på de IGU-forløb, der markedsføres som succes, kommer der konstant nye flygtninge og migranter ind i landet, dels som asylansøgere, og dels som sammenførte familiemedlemmer.
Renser vi de optimistiske budskaber og tal, der kommer fra organisationerne og VLAK for spin, er bundlinjen den, at indvandrere og efterkommere med ikke-vestlig baggrund giver et underskud på statens budget, og at de vil fortsætte med at være en byrde for samfundet i mindst 82 år.
Finansministeriets fremskrivning til år 2100 viser nemlig, at ikke-vestlige indvandrere og efterkommere vil medføre en varig nettoudgift for de offentlige finanser på omkring 33 mia. kr. årligt i 82 år. Det er penge, der vil gå fra danskernes velfærd.
André Rossmann