Rockwool Fonden konkluderede i 2015, at ”50 pct. flere ikke-vestlige efterkommere dømmes for kriminalitet sammenlignet med personer med dansk baggrund”. Det skriver Berlingske.
Ifølge Danmarks Statistiks rapport ”Indvandrere i Danmark 2018” er det især efterkommere fra Somalia og Libanon, der har et højt kriminalitetsindeks – henholdsvis 313 og 397, når der er korrigeret for alder. Indeks for voldsforbrydelser er 771 for efterkommere fra Somalia og 666 for efterkommere fra Libanon efter korrektion for alder.
Når der fordeles på forskellige typer af lovovertrædelser, så er indekset for mandlige efterkommere fra ikke-vestlige lande højest for straffelovsovertrædelser – og især voldsforbrydelser. Voldsindekset er tre gange så højt som for gennemsnittet af alle mænd.
Chefkonsulent Lisbeth Lavrsen fra Danmarks Statistik opsummerer det således:
”Vi ved, at unge personer i højere grad end ældre personer begår kriminalitet. Så hvis man ønsker et samlet mål for kriminaliteten i en befolkningsgruppe, er det rimeligt at korrigere for, hvordan gruppen er sammensat aldersmæssigt. Hvis vi gør det i forhold til f.eks. de mandlige indvandrere og efterkommere fra ikke-vestlige lande, så havde de et kriminalitetsindeks, der lå på henholdsvis 135 og 245 i 2016. Det vil sige, at der blandt de mandlige indvandrere fra ikke-vestlige lande var 35 pct. flere dømte for kriminalitet, end man skulle forvente, hvis de var dømt i samme omfang som gennemsnittet af alle mænd. Og for efterkommere var der 145 pct. flere, end man skulle forvente”.