Immunterapi øger overlevelsen hos patienter med småcellet lungekræft i udvidet stadie

For første gang i 20 år er der fremskridt i behandlingen af patienter med småcellet lungekræft i udvidet sygdomsstadie. Det viser nye data fra IMpower133-studiet, hvor studiepopulationen blev behandlet med immunterapien Tecentriq. Det er et vigtigt skridt i den rigtige retning for patienterne, siger overlæge Jon Lykkegaard Andersen, Herlev Hospital.

Fremkomsten af immunterapi har medført mere effektiv behandling af en række former for lungekræft. Når det kommer til småcellet lungekræft i udvidet sygdomsstadie, er der imidlertid ikke sket væsentlige fremskridt de seneste årtier.Men nu viser nye data fra et klinisk fase-3 studie, IMpower133, at overlevelsen øges signifikant, når patienter som førstelinjebehandling behandles med Roches immunterapi Tecentriq (atezolizumab) i kombination med kemoterapi – efterfulgt af behandling med Tecentriq frem til sygdomsprogression, eller indtil patienten ikke længere har gavn af behandlingen.

IMpower133-studiet blev præsenteret i går, tirsdag, på den årlige World Conference on Lung Cancer, der i år afholdes i Toronto, Canada.

Forbedret overlevelse ved behandling med immunterapi

IMpower133-studiet demonstrerede, at patienter med småcellet lungekræft i udvidet sygdomsstadie,som blev behandlet med Tecentriq i kombination med kemoterapi, efterfulgt af Tecentriq som vedligeholdelsesbehandling, havde en samlet overlevelse (OS) på 12,3 måneder. Til sammenligning var den samlede overlevelse 10,3 måneder for patienter, der blev behandlet med kemoterapi i kombination med placebo efterfulgt af placebo som vedligeholdelsesbehandling. Det svarer til en forbedret samlet overlevelse på to måneder. Samtidig sås en relativ reduktion i risikoen for død på 30%.

LÆS OGSÅ:  Region Hovedstaden og Region Sjælland skubber opdateringen af Sundhedsplatformen tre måneder

– I de sidste 20 år har vi kun haft kemoterapi til førstelinjebehandling af patienter med småcellet lungekræft i udvidet sygdomsstadie. Med data fra IMpower133-studiet ved vi nu, at behandling med Tecentriq øger den mediane overlevelse med to måneder for denne patientgruppe. Vi ved også, at bivirkningerne ved behandling med Tecentriq kan håndteres. Det er et vigtigt skridt fremad for patienterne. Nu er det op til de europæiske lægemiddelmyndigheder at vurdere, om disse data kan føre til en godkendelse af Tecentriq til denne indikation, siger overlæge Jon Lykkegaard Andersen, Herlev Hospital.

Det er første gang et klinisk fase III studie dokumenterer, at immunterapi som førstelinjebehandling kan have en positiv effekt på overlevelsen for patienter med småcellet lungekræft i udvidet stadie. Studiet dokumenterer desuden en signifikant forbedring af den progressionsfri overlevelse, og det møder således begge sine co-primære endepunkter.

– IMpower133-studiet er godt designet og det er let at overføre til en klinisk hverdag. Samtidig er det interessant, at en mindre gruppe af patienterne har særlig god gavn af behandlingen – og at de har en relativ lang overlevelse. Vi ved ikke, om det skyldes, at disse patienter er særlig modtagelige over for behandlingen, eller at de får Tecentriq som vedligeholdelsesbehandling. Jeg håber, at opfølgende data fra studiet kan besvare disse spørgsmål, siger Jon Lykkegaard.

LÆS OGSÅ:  Forskere nærmer sig en medicin mod muskeltab

Øget progressionsfri overlevelse

IMpower133-studiet demonstrerede også en signifikant forbedring i den progressionsfri overlevelse (PFS). Den progressionsfri overlevelse var således 5,2 måneder i den gruppe, der blev behandlet med Tecentriq i kombination med kemoterapi, efterfulgt af Tecentriq som vedligeholdelsesbehandling. Til sammenligning var den progressionsfri overlevelse 4,3 måneder for patienter, der blev behandlet med kemoterapi i kombination med placebo, efterfulgt af placebo som vedligeholdelsesbehandling. Det svarer til en øget progressionsfri overlevelse på 0,9 måneder. Der sås samtidig relativ reduktion i risikoen for sygdomsprogression eller død på 23%.

Samtidig med at data fra IMpower133-studiet blev præsenteret på World Conference on Lung Cancer i Toronto, Canada, blev resultater fra studiet udgivet i artikelform i det anerkendte faglige tidsskrift New England Journal of Medicine.

Skriv din mening (Du skal være logget på Facebook)