Indvandrer kvinde idømt fængsel i stort sagskompleks om rufferi, bedrageri og hvidvask

Kvinden blev blandt andet fundet skyldig i at have drevet 27 bordeller i 12 jyske byer og på denne måde at have tjent tre millioner kroner på andres prostitution.

 

En 31-årig kvinde fra Esbjerg er fredag ved en domsmandsret ved Retten i Esbjerg blevet idømt tre år og seks måneders fængsel i et omfattende sagskompleks om rufferi, bedrageri og hvidvask.

I tilgift fik kvinden en advarsel om udvisning.

Den 31-årige kvinde blev således fundet skyldig i at have drevet 27 bordeller i 12 jyske byer i forskellige perioder fra 15. september 2017 til 30. november 2020 og på denne måde at have tjent tre millioner kroner på andres prostitution.

Kvinden blev derudover dømt for hvidvask af særlig grov beskaffenhed for knapt to millioner kroner ved blandt andet at overføre kontanter, der stammede fra prostitutionen, til en anden person, som betalte annoncer og husleje for bordellerne eller sendte pengene til udlandet.

Foruden rufferi og hvidvask blev den 31-årige dømt for dokumentfalsk ved at lave falske ansættelseskontrakter for at få prostituerede ind i landet.

Endelig blev kvinden også dømt for forsøg på bedrageri over for sit forsikringsselskab på 632.000 kroner i forbindelse med falsk anmeldelse af et indbrud.

Den 31-årige kvinde har under sagen nægtet sig skyldig og tog betænkningstid i forhold til anke af dommen.

Skriv din mening (Du skal være logget på Facebook)