Site icon 24NYT

Information om udbrudshåndtering i Aarhus Kommune

kvinde mundbind pige maske corona

Med de seneste dages stigning i antal smittede har Aarhus passeret 20 smittede per 100.000 indbyggere. Aarhus Kommune og Styrelsen for Patientsikkerhed er i løbende dialog om udbrudshåndteringen og iværksætter en række tiltag med henblik på at inddæmme smitten.

Efter samråd med Styrelsen for Patientsikkerhed har Aarhus Kommune iværksat en række initiativer for at bremse det stigende antal COVID-19-positive, som er konstateret i den forløbne uge. Initiativerne for udbrudshåndtering omfatter:

  • restriktioner for besøgende på plejecentre og bosteder
  • kontaktopsporing ved Styrelsen for Patientsikkerhed
  • information om at undgå smitte ved at følge rådene om håndhygiejne og fysisk afstand samt mundbind bl.a. i offentlig transport
  • information via boligforeninger og øvrige foreninger til borgere med især somalisk baggrund
  • testning af medarbejdere i plejesektoren og i samarbejde med Region Midtjyllands mobile testenheder i særligt berørte områder

Aarhus-borgmester Jacob Bundsgaard karakteriserer situationen som et ”wakeupcall” for Aarhus, som gør det nødvendigt at gribe ind og opfordre alle til at skærpe opmærksomheden for at undgå yderligere smittespredning. Det er derfor vigtigt fortsat at følge myndighedernes råd og vejledninger.

”Styrelsen for Patientsikkerhed er fortsat ved at danne sig et fuldt overblik over smittekæderne. Situationen i Aarhus består af flere separate mikroudbrud, mellem hvilke der ikke umiddelbart er tegn på forbindelse, og enkelte større smittekæder, bl.a. blandt borgere med somalisk baggrund og på Statskundskab på Aarhus Universitet.

Styrelsen for Patientsikkerhed afdækker nære kontakter og sørger for, at disse får rekvireret tests, så smittekæderne kan brydes effektivt,” siger overlæge Charlotte Hjort, enhedschef i Tilsyn og Rådgivning Nord, Styrelsen for Patientsikkerhed.

Exit mobile version