Nye grønne løsninger skal have skub af et nyt idélaboratorium, Green Tech Lab, som skal styrke samarbejdet mellem iværksættere og etablerede virksomheder, foreslår DI, Dansk Energi, Energinet og Microsoft i Børsen.
De ambitiøse klimamålsætninger kræver løsninger, som vi ikke kender i dag. Vi skal derfor udvikle et stærkt vækstlag hos danske virksomheder, der driver innovationen.
Industrier, forskningsinstitutioner og andre sektorer skal inspirere hinanden. Sammen skal de udveksle og udvikle idéer, så Danmark kan udnytte de digitale teknologier i klimakampen. Det øger mulighederne for grøn eksport, og det bidrager til at gøre Danmark til det grønne iværksætterland, som regeringen ønsker. Vi skal gøre det grønne til guld.
24NYT: De fire lobbyister lobbyer for egne særinteresser under påskud af grønne idealer. De foreslår endnu en statsstøttet institution for ”fat cats” – velfærdsstatens lønmodtagere, som aldrig selv har mærket på kroppen, hvordan det er at være iværksætter, men som lever godt af at tale iværksætteriet op og heppe på iværksættere.
Danmark har ambitiøse og urealistiske klimamålsætninger, men erhvervslivet har ingen løsninger, for det kræver hjernevirksomhed. Verden over udvikles innovative løsninger uden statstilskud, men i Danmark skal erhvervslivet have statsstøtte for at stimulere hjernevirksomheden.
”Vi skal udvikle et stærkt vækstlag hos danske virksomheder, der driver innovationen”, skriver DI, Dansk Energi, Energinet og Microsoft.
I den danske debat hører man ofte det argument, at det er vigtigt at støtte de grønne brancher for at skabe grøn innovation, der er nødvendig for at bekæmpe klimaforandringerne. Men det er en myte. Undersøgelser viser nemlig, at subsidierne ikke skaber grøn innovation, fordi det er meget sikrere for virksomhederne at blive ved med at satse på stærkt subsidierede vindmøller, solpaneler, biomasse mv. i stedet for at udvikle nye, reelle alternativer til fossile brændsler.
Lad os komme ned på jorden. Det er op ad bakke med innovationen i Danmark. På top 100-listen over verdens mest innovative universiteter er der kun ét dansk universitet, nemlig DTU, som er nr. 48 på listen. Det er derfor en illusion at tro, at man kan sætte skub i erhvervslivets hjernevirksomhed med statsstøtte.
Danmark mangler en ægte iværksætterkultur, hvor kreativitet og succes anerkendes og belønnes. Stik modsat udbredt opfattelse er Danmark ikke noget grønt iværksætterland, der kan gøre det grønne til guld. Danmark er et land, hvor iværksætteriet er på tilbagetog.