”Man binder os på mund og hånd, men man kan ikke binde ånd, og ingen er fangne, når tanken er fri”, sang Liva Weel til tilskuernes store jubel i skuespillet ’Dyveke’, der havde premiere kort tid efter den tyske besættelse af Danmark i 1940. Den danske og tyske censur havde lagt sin klamme hånd på medier, politik, kunst og kultur, så det krævede mod og opfindsomhed at få frihedsbudskaber gennem Værnemagtens fintmaskede net. Men det lykkedes for Poul Henningsen med Livas vise; og det lykkedes også for en række illegale blade, der opfordrede til modstand og berettede om udviklingen på verdenskrigens slagmarker. Det var hårdt og særdeles risikabelt at bryde gennem den omfattende censur. Den danske regering havde indledt et tæt samarbejde med besættelsesmagten. Vi var efter Italien Tysklands største handelspartner under hele krigen, og med regeringens velsignelse sendte vi en fuld SS kampbrigade af danske frivillige til østfronten, hvor den indgik i SS Division Wiking.
Censuren under besættelsen var påtvunget og forhadt i befolkningen. I dag har vi i en glidende proces fået en ny censur af medier og den offentlige debat, men den er frivillig og opstået gennem konsensus og bekendelsen til fælles værdier i medier og politik. Der er stadig områder, hvor ordet er frit. Det gælder den offentlige debat på felter som velfærd, uddannelse, infrastruktur og havforurening, men selvcensuren sætter ind, når det gælder klima, den grønne omstilling, statskontrollen med danske medier, EU, LBGT+, indvandring og fremfor alt islam. Tunge videnskabelige kapaciteter som professorerne Johannes Krüger, KU og Henrik Svensmark, DTU, er spærret ude af den offentlige debat, fordi de ikke bekender sig til teorien om CO2-udledningen som bestemmende for klimaet. Medierne nægter at forholde sig til den kendsgerning, at migranter og efterkommere fra islamiske kultursamfund hvert år koster danske skatteydere over 90 milliarder kroner i overførselsindkomster. Ingen toneangivende medier forlanger en demokratiseringsproces af EU, der er stivnet i et politiseret bureaukrati og evigt voksende papirvælde. Medier og politikere er faldet til patten og har lært at acceptere EU, som det nu er.
Pressen har ligeledes vendt det blinde øje til forfølgelsen af 350 millioner kristne, som ifølge Open Doors finder sted i de islamiske kultursamfund. Emnet er tabu, fordi bringer medierne det frem og omtaler tragedierne og grusomhederne, er det jo en direkte eller indirekte kritik af islamisk regeringsførelse. Og den går jo ikke. Det er islamofobi. Det værste, man kan være i dag. Tilbagetoget over for den ekspanderende og aggressive islamiske ideologi kombineret med medierne og politikernes sympati for venstrefløjens had til kristne og jøder er nu også nået til hverdagen her i Norden, hvor den tidligere finske indenrigsminister Päivi Räsänen (PR) siden 2018 er blevet slæbt gennem den finske byret og landsret og nu også højesteret tiltalt for ’hetz mod en folkegruppe’, en anklage, der lyder som noget, Stalin kunne have fundet på. PR havde i skrift og tale vendt sig mod regnbuebevægelsen og dens krav om mangfoldige kønsidentiteter. PR havde i debatter henvist til Første Mosebogs skabelsesberetning, hvor Gud skabte mennesket i sit billede som mand og kvinde, fordi vi netop kun derved kan være et billede på Gud selv. Det med mand og kvinde var galt nok, men den finske anklagemyndighed slog for alvor til, da PR også refererede til apostlen Paulus’ Romerbrev kapitel 1, vers 24-27, hvor han på Oldkirkens vegne tager afstand fra homoseksuel praksis. Både byret og landsret nåede dog frem til den konklusion, at det ikke kunne være strafbart at citere fra bibelen, men det finske justitsministerium er fast besluttet på at lukke munden på PR og andre kritikere af LBTG+ folket og håber på, at højesteret imødekommer kravet om censur.
Det Socialistiske Enhedsparti, der i USA er kendt som Demokraterne, har i de sidste fire år haft travlt med at omdanne USA til en centraliseret formynderstat, hvor alt, hvad der ikke er påbudt, er forbudt. Demokraterne er forbrødret med embedsværket, universiteterne, Hollywood og medierne, der alle deltager i kampen mod et borgerligt styret USA. Censur, tvang og ensretning er bevægelsens hovedvåben. Præsident Biden og Kamala Harris har besluttet sig for en udvidelse af USA’s højesteret med et flertal af Demokratisk sindede dommere og med et nyt adfærdsdirektiv, der skal holde borgerlige dommere på dydens smalle sti. Næste angrebsmål er USA’s forfatning, der tages under skrap behandling af Demokraternes chefideologer, som i ledere og artikler i pressen forlanger en modernisering af forfatningen fra 1790. ”Forfatningen er brudt sammen og kan ikke genoprettes” skriver Harvard-professor Doerfler. Andre anti-borgerlige professorer kalder forfatningen for Amerikas akilleshæl og mener, at ytringsfriheden er ude af kontrol. Jura- professor Tim Wu, rådgiver for Biden-regeringen, stempler forfatningen som for individualistisk og som tjener som beskyttelse af storkapitalen, samt at ytringsfriheden er til skade for statens interesser og truer folkets sikkerhed og tryghed.
EU vil også være med. Vi har nu fået et direktiv, der skal bekæmpe ’anti-demokratiske ytringer’. Især dem, der kommer fra Victor Orbán, Marine Le Pen og Geert Wilders. Chefen for Telegram, Pavel Durov, blev arresteret i Paris, fordi han ikke vil redigere (censurere) sit sociale medie. Brasilien har blokeret for X (Twitter) af samme årsager. Mark Zuckerberg har offentligt indrømmet, at hans sociale medie Facebook er underlagt censur fra Biden-regeringen. Ytringsfriheden i selv nationer med stolte demokratiske traditioner er ved at være en tynd kop the, en skygge, der svinder hen.
Josef Stalin smiler i sin grav. De gode tider er på vej tilbage.