Site icon 24NYT

Ingen fare for vandmangel

Fors A/S melder ud, at der er tilstrækkeligt med vand på trods af tørke, men opfordrer som altid til at spare på vandet.

Mange steder i Danmark bliver der advaret mod potentiel vandmangel, men forsyningsselskabet Fors A/S, der leverer vand til vandkunderne i kommunerne Holbæk, Roskilde og Lejre, melder ud, at der på nuværende tidspunkt ikke er fare for vandmangel.

“Som det ser ud lige nu, kan vi opretholde vores normale kapacitet sommeren over, men tænk over dit vandforbrug lige nu. Som altid opfordrer vi til at spare på vandet. Det gælder hele året rundt. Netop for at værne om vores værdifulde grundvand, så der er nok til de kommende generationer,” siger vand- og varmechef Steffan Alexander Thule Madsen fra Fors A/S.

Flere forsyninger og vandselskaber har meldt ud, at der skal spares på vandet for at have vand nok til alle. Det er også noget, man er opmærksom på hos Fors A/S.

“Vandselskaber i Danmark er forpligtet til at hjælpe hinanden ved vandmangel, og det gør vi selvfølgelig hos Fors A/S. Vi har mulighed for at hjælpe vores kolleger i København, Nordsjælland og Kalundborg. Og derudover er vi også helt klar til at sørge for rent drikkevand til de mange glade festivalgæster lige om lidt, når der er Roskilde Festival,” fortæller Steffan Alexander Thule Madsen.

Selv om der på nuværende tidspunkt ikke er fare for at miste det kolde, friske vand i vandhanen eller turen under bruseren, så har Fors A/S alligevel nogle spareråd, der altid er værd at følge, når hedebølgen rammer.

 

Fem gode spareråd i sommerheden

  1. Undlad at vande din græsplæne. Den skal nok blive grøn igen.
  2. Brug en vandkande eller en siveslange, når du vander dine blomsterbede og blomsterkrukker. Vandslangen er en vandsluger, som bruger 12 liter vand pr. minut.
  3. Undgå at vande om dagen, hvor det meste vand fordamper, før det når planterødderne.
  4. Store havepools bruger rigtig meget vand. De største bassiner bruger lige så meget vand, som en enkelt dansker bruger på et halvt år. Du kan evt. bruge et soppebassin – eller endnu bedre: Hop en tur i fjorden eller tag på stranden.
  5. Hvis der skulle komme en byge, kan du samle regnvand fra taget i en regnvandstønde, det kan du bruge til at vande med i stedet for at bruge drikkevand til blomsterne.
Exit mobile version