Ingen forventninger til Danmarks slappe hjemrejsepolitik

Allerede når asylansøgere ankommer til Danmark, skal de fremover på et obligatorisk kursus om mulighederne for hjemrejse, hvis asylansøgningen ender i et afslag, skriver Børsen.

Det er den nye Hjemrejsestyrelse, som skal vejlede asylansøgerne om, at hjemrejse, allerede inden asylsagen er afgjort. Asylansøgerne skal også have at vide, at det har konsekvenser at modsætte sig hjemrejse.

Den nye styrelse åbner officielt tirsdag. Oprettelsen af den nye myndighed er central i regeringens plan om at få de afviste asylansøgere til at rejse ud af Danmark frivilligt.

Der er i dag cirka 1.100 afviste asylansøgere i Danmark. 200 af dem har været i udsendelsesposition i over fem år.

Det koster gennemsnitligt cirka 300.000 kr. at have én afvist asylansøger indkvarteret på et hjem- eller udrejsecenter i Danmark i et år.

24NYT: Udlændinge- og integrationsminister Mattias Tesfaye er forsigtig med at opstille forventninger til, hvor mange hjemrejser regeringens indsats vil føre til, og det bør alle andre danskere også være.

Etableringen af den nye Hjemrejsestyrelse skal bilde godtroende danskere ind, at S fører en håndfast og stram asyl- og udlændingepolitik.

Men skiftende regeringer har i årevis forsøgt at løse problemet med hjemsendelser, og der er intet, der tyder på, at det bliver anderledes under den socialdemokratiske regering.

I 2018 har Danmark f.eks. kun hjemsendt 576 asylansøgere. I praksis er det næsten umuligt for danske myndigheder at sende migranter hjem, enten fordi det er i strid med internationale konventioner eller fordi Danmark mangler hjemsendelsesaftaler med konkrete lande.

I Udlændinge- og Integrationsministeriets regi undergraves hjemrejsepolitikken desuden af indvandrervenlige embedsmænd, som undlader at bruge den særlige ”åbenbart grundløs”- procedure, der kan anvendes til at begrænse eller stoppe tilstrømningen af migranter fra en række lande uden krig, der kommer til Danmark og beder om asyl. Uagtet at de alle har udsigt til at få et afslag.

Embedsmændene modarbejder dermed paradigmeskiftet, hvor fokus er på hjemsendelser, og misbruger det danske asylsystem ved at give migranter, der ikke kan opnå asyl, adgang til et midlertidigt ophold i Danmark for skatteydernes regning.

Skriv din mening (Du skal være logget på Facebook)