USA’s og Israels krig mod Iran har varet i næsten 5 uger. USA og Israel fortsætter med at bombe mål i Iran, mens Iran svarer igen med at angribe en række mål på tværs af Mellemøsten med missiler og droner.
Det amerikanske forsvarsministerium, Pentagon, har i flere omgange sendt amerikanske landsoldater til Mellemøsten som led i forberedelserne til eventuelle landoperationer i Iran. Lige nu har USA 50.000 soldater i Mellemøsten.
Det er fortsat uklart, hvornår Iran-krigen kan afsluttes. Natten til torsdag dansk tid talte Trump til amerikanerne i bedste sendetid. Her gentog han, at USA gik ind i Iran for at forhindre, at Iran får atomvåben, men sagde intet om, hvornår krigen i Iran kommer til at slutte. Og han gentog sin trussel om, at USA vil bombe Irans energiinfrastruktur, hvis ikke iranerne indgår “en aftale” med USA.
Trump opfordrede de lande, der mangler olie (herunder EU-landene), til at deltage aktivt i beskyttelsen af de skibe, der skal passere Hormuzstrædet. Det har han gjort ved flere lejligheder, men uden resultat.
Mange havde forventet, at Trump ville benytte talen til at give et fingerpeg om en afslutning på krigen. Ikke alene undlod Trump at gøre det, men han antydede muligheden for en massiv militær eskalering. “I løbet af de næste to til tre uger vil vi sende dem tilbage til stenalderen, hvor de hører hjemme“, sagde han. Han truede også med at angribe alle iranske elværker og olieanlæg, hvis Teheran ikke bøjede sig for de amerikanske krav. Det betyder, at der kun er to muligheder: enten bliver konflikten eskaleret eller Trump finder en kreativ kattelem.
I EU bliver der nu opfordret til konkrete tiltag, der skal begrænse europæernes energiforbrug, herunder at EU-landene skærer ned i forbruget af olie og gas inden for transportsektoren og opfordrer deres borgere til at flyve mindre eller køre mindre i bil.
Der er imidlertid ingen fare for, at Iran-krigen vil skabe langsigtet kaos i den europæiske og globale økonomi. Historien viser nemlig, at regionale krige som den igangværende Iran-krig aldrig påvirker oliepriserne i lang tid. Man bør huske, at Iran og Golfstaterne kun udgør hhv. 0,3 pct. og 3,5 pct. af det globale bnp. Kun 3,5 pct. af den europæiske olie og 4 pct. af europæisk gas går gennem Hormuzstrædet. Og der findes allerede rørledninger, der fungerer som et alternativ for næsten en tredjedel af den olie, der påvirkes af strædets nedlukning.
USA og Israel har fortsat en historisk mulighed for at ødelægge det iranske terrorregime og redde verden fra Irans atombombe en gang for alle. Men skulle den igangværende konflikt slutte med, at Iran får lov til at videreudvikle sit atomprogram, vil der komme flere krige mellem Israel og Iran i fremtiden. Og da et atombevæbnet Iran ville udgøre et eksistensiel trussel mod Israel, vil Israel aldrig tillade, at Iran bliver en atommagt. I yderste konsekvens vil Israel udradere Irans atomprogram ved hjælp af nukleart våben.
André Rossmann

Skriv din mening (Du skal være logget på Facebook)