Ingen realiteter bag politikernes Rwanda-drømme

Udlændingepolitikken i Danmark er rent show og symbolpolitik. Der afgives udlændingepolitiske valgløfter uden at undersøge, hvad der teknisk og politisk kan lade sig gøre. Flere af de mest højprofilerede løfter om udlændingestramninger falder tungt til jorden ved et enkelt opslag i diverse konventioner, som Danmark er bundet af.

 

Socialdemokratiet ønsker at etablere et asylcenter uden for EU. Planen var, at Danmark fremover skal kunne sende asylansøgere til Rwanda, hvor selve asylbehandlingen skal finde sted, i stedet for at de skal bo og opholde sig i Danmark.

 

Socialdemokratiets Rwanda-plan, som var et stort prestigeprojekt og slagnummer for Mette Frederiksens regering, er imidlertid ikke andet end varm luft, fordi omfanget af jura og andre, praktiske forhold, der skal falde på plads, inden en aftale med Rwanda kan træde i kraft, er betragteligt.

 

Folketingets lov, som muliggør modtagecentre for asylansøgere i tredjelande, er blevet kritiseret i skarpe vendinger af EU-Kommissionen. ”Det er ikke muligt under de eksisterende EU-regler eller under den nye pagt for migration og asyl”, lød det fra Adalbert Jahnz, der er talsmand for EU-Kommissionen.

 

Også EU-kommissær Ylva Johansson har afvist loven og FN har også kritiseret den i skarpe vendinger.

 

Ifølge en juridisk analyse fra Udlændinge- og Integrationsministeriet ville det være i strid med menneskerettighedskonventionen at udlicitere asylbehandlingen til Rwanda, fordi landet ikke overholder menneskerettighederne og andre internationale standarder.

 

Den tyske migrationsekspert Franck Düvell har i et interview med den tyske radiostation Deutschlandfunk sagt, at Rwanda-aftalen vil være et brud på den Europæiske Menneskeretskonvention, og at Den Europæiske Menneskeretsdomstol efter al sandsynlighed vil bremse den.

 

En kilde med dyb indsigt i forhandlingerne mellem Danmark og Rwanda fortæller, at der i Udenrigsministeriet er en stor bekymring efter at den britiske Rwanda-aftale blev bremset af Den Europæiske Menneskerettighedsdomstol.

 

Den dag, hvor asylansøgere, der ankommer til de danske grænser, kan blive sat på et fly til Rwanda, ligger derfor flere år ud i fremtiden. Hvis det da overhovedet bliver til noget.

 

Alle folketingspartier med De Radikale i spidsen er klar over, at Rwanda-planen er et fatamorgana uden realiteter bag.

 

Det kan derfor undre, at politikerne bruger krudt på et magtspil om Rwanda i stedet at fokusere på det, der virkelig optager danskerne: sundhed, ældreforsorg, uddannelse, arbejdskraftmangel, energiforsyning og den fejlslagne integration.

 

André Rossmann

Skriv din mening (Du skal være logget på Facebook)