Ingen stemmer i at tvinge de unge i erhvervsskolerne

Med jævne mellemrum koger medierne suppe på, at gymnasiet fortsat er de unges foretrukne uddannelsesvalg efter grundskolen på trods af utallige politiske indsatser. I Berlingske den 22. januar kommer formanden for Rådet for Børns Læring, Charlotte Rønhof, således med en række velmente forslag til, hvordan man kan tvinge de unge til at uddanne sig som faglærte.

De skiftende regeringer har sat sig som mål, at mindst 25 pct. af en ungdomsårgang skal vælge en erhvervsuddannelse efter 9. eller 10. klasse i 2020, men indtil videre har der kun været en stigning fra ca. 18,5 pct. til ca. 19,5 pct. Andelen af unge, der søger mod erhvervsskolerne, er faldet fra over 30 pct. i 2001 til 18 pct. i 2017.

I 2017 søgte intet mindre end 74 pct. af ungdomsårgangen ind på en gymnasial uddannelse, og det er alt for mange. 74 pct. af en årgang har nemlig ikke noget at gøre på gymnasiale uddannelser. Politikerne har imidlertid bestemt, at så mange som muligt på skatteydernes regning skal gennem gymnasiernes pølsemaskine, for naturligvis er det sådan, at der inden i ethvert ungt menneske gemmer sig en kandidat i statskundskab.

Om bare få år kan Danmark mangle op mod 70.000 faglærte, viser analyser, og alligevel tager blot 2 ud af 10 en erhvervsuddannelse efter folkeskolen. Særligt de unge i København og Nordsjælland vender erhvervsskolerne ryggen. I Gentofte Kommune og Rudersdal Kommune er det færre end en ud 20, der efter folkeskolen søger ind på en erhvervsuddannelse.

For mange af de unge handler det om traditioner og forventninger. Mange forældre har selv en gymnasial uddannelse, og derfor er det naturligt for dem, at det skal deres barn også have, så det kan tage en videregående uddannelse bagefter.

Over hele landet er der en tendens til at se ned på erhvervsskoleuddannelser. Det er kun gymnasiet og derefter universitetet, der anses som værende “fint”, mens en erhvervsuddannelse er for dem, der ikke kan klare gymnasiet.

Det almene gymnasium har udviklet sig til en fortsættelse af folkeskolen og 3-årig opbevaringsanstalt for dem, der ikke ved, hvad de skal i gang med. Adgangskravene er lave, og stort set alle kan komme ind, uanset om de er egnet til at studere eller ej. De unge følger i hælene på de andre og søger mod de gymnasier, der ifølge rygterne har de bedste fester.

Eleverne kan ikke ret meget, når de optages i 1.g. De vælger en gymnasial uddannelse uden at have de rette faglige forudsætninger eller tilstrækkelig motivation. Mange elever kan ikke engang læse en almindelig, let tekst. De kan ikke regne. De kender ikke simple geografiske fakta.

Uddannelsessnobberiet fortsætter på de videregående uddannelser. De unge med de højeste karakterer søger ind på de samme fire uddannelser: medicin, psykologi, jura og statskundskab. Til gengæld flygter de fra velfærdsfag, hvor man uddanner sig til folkeskolelærer, sygeplejerske, pædagog og socialrådgiver. Det betyder, at Danmark har et A- og B-hold på de videregående uddannelser.

Miseren fortsætter efter kandidatstudiet. Raske og velfungerende danske akademikere får nemlig lov til at loppe sig på dagpenge i helt op til to år. En nyuddannet fra universitetet kan gå fra en SU-sats på 6.000 kr. til en dimittendsats på ca. 13.500 kr. og bliver så rig, at det er nærliggende at ”tage en slapper” efter endt studium på skatteydernes regning.

I en situation, hvor man mangler flere hænder og hoveder ud på arbejdsmarkedet, burde man som dimittend ikke være for fin til at tage et ufaglært job i Netto og så sideløbende forsøge at finde drømmejobbet. De ledige dimittender burde også tænke på, at jo længere tid man går ledig, desto sværere bliver det at finde arbejde.

Danskerne skal dog ikke regne med, at akademiker-eliten vil forringe vilkårene for sine ledige børn. For eliten er enig om, at det kun er rimeligt, at kassedamen i Netto skal betale skat for, at elitens ledige akademiker-børn kan få dimittenddagpenge, fordi de opfatter de ufaglærte job som lavprestigejob.

Akademiker-eliten synes med andre ord, at det ville være synd for deres unger, der har fået verdens højeste SU og en skattefinansieret universitetsuddannelse, at tage et job, som mange andre danskere må tage.

Bundlinjen er, at politikerne i dette land ikke har nogen interesse i at udfordre traditionerne, forventningerne og uddannelsessnobberiet i forhold til de unges uddannelsesvalg. Der er ingen stemmer i det. Og så er politikerne selv akademisk uddannede forældre og har derfor ganske forståeligt ingen interesse i at tvinge deres egne børn til at uddanne sig som faglærte.

André Rossmann