I Jyllands-Posten skriver Pia Kjærsgaard, at hun ikke er overrasket over, at integrationen af de danske muslimer har slået fejl. Man behøver blot at kaste et blik på diverse ”integrationstiltag”, ikke mindst i kommunerne. Her har det altid heddet sig, at madhensyn, hensyn til ramadanen, accept af tørklæder eller for den sags skyld hensynet til kønsopdelt svømning har handlet om integration.
”På den måde blev integration til det modsatte, nemlig ’segregation’ eller slet og ret en slags apartheid, en offentligt accepteret opdeling mellem ’dem og os’. Imamerne og de mest formørkede religiøse kræfter gned sig i hænderne, mens man undlod at give de nødvendige redskaber til muslimer med et ønske om at blive en del af det danske samfund og det danske fællesskab – de mange muslimer, som heldigvis er lykkedes med dette, er blevet det på trods – ikke på grund – af integrationspolitikken.
Integrationstiltag har i årtier kælet for islamistiske imamer, som i offentligheden er blevet accepteret som talerør på vegne af muslimer i Danmark. At disse imamer har sat lighedstegn mellem integration og reel adskillelse, har medført etableringen af parallelle samfund med egne normer og regler. Angrebet på Israel, krigen i Gaza og konflikten i Mellemøsten har stillet alt det til åbent skue, som Dansk Folkeparti advarede mod for snart 30 år siden”.