Det står slemt til med integrationen i Sverige, mener forskere.
Selvom den svenske regering helst påstår noget andet, så går det ikke godt med integrationen i Sverige. Det viser tal fra det svenske Handels- og Forskningsinstitut, der til dagligt har ni forskere, herunder fem med doktorgrader, ansat.
De officielle tal, som mange politikere taler ud fra, peger på, at halvdelen af udenrigsfødte borgere i Sverige får arbejde efter 8-9 år i landet. Men det tal bygger på ansættelser ned til 1 time om ugen.
Mange år
Forskere fra Handels- og Forskningsinstitut, der forsker i samfundsøkonomiske forhold, har undersøgt, hvor mange udenlandskfødte der tjener, hvad der svarer til den svenske minimumsløn på omkring 15.000 danske kroner.
Det viser sig, at kun 29 procent af udenlandskfødte borgere i Sverige tjener, hvad der svarer til minimumslønnen efter 9 år i Sverige. Efter 15 er tallet på 37 procent. Dertil kommer en mindre procentdel med deltidsarbejde.
Andelen af indvandrere i Sverige, der skal forsørges helt eller delvist af svenske skatteydere, er altså ganske højt.
Halvdelen helt uden arbejde
En af forskerne bag rapporten, Hans Seerar Westerberg, kommenterer rapporten på Facebook:
“Halvdelen af alle udenrigsfødte, som var i alderen 21-50, da de ankom til Sverige, er efter 15 år arbejdsløse, udenfor arbejdskraftstyrken eller i et statsstøttet jobprogram.”
Rapporten beskæftiger sig ikke med vestlige indvandrere til Sverige, kun personer fra Asien og Afrika.
Ødelægger økonomien
Kraftig indvandring fra især Mellemøsten og Nordafrika har betydet alvorlige økonomiske konsekvenser for svenskerne.
Godt 100 af Sveriges 290 kommuner kan ikke få økonomien til at hænge sammen fra 2020. Flere kommuner vil efter al sandsynlighed følge efter de kommende år.
Det skyldes, at udgifter til arbejdsløse indvandrere skal dækkes af kommunerne selv, når de nytilkomne har været i landet et par år. Mange kommuner er kommet under særligt pres, fordi oprindelige svenskere flygter fra byerne til mere sikre omegnskommuner, mens indvandrere fra ghettoerne i forstæderne er begyndt at rykke ind i de smukke og historiske bykerner.
Flere taler om reel befolkningsudskiftning i byerne.
“Vi udskifter befolkningen. Det kan man mene om, hvad man vil. Men det er fakta, som vi må forholde os til”, fortæller Jim Frölander, integrationsansvarlig i Filipstad, ifølge SVT. Arbejdsløse indvandrere i Filipstad kommer overvejende fra Syrien, Somalia, Eritrea, Afghanistan og Irak.