Internationalt samarbejde mod grænseoverskridende kriminalitet

Dansk Politi har kontrolleret 2600 køretøjer og 6200 personer i løbet af tre dage i en koordineret EU-indsats mod grænseoverskridende kriminalitet.

I løbet af tre dage i november kontrollerede Udlændingekontrolafdeling Vest (UKA Vest) under Syd- og Sønderjyllands Politi 2600 køretøjer og 6200 personer i en international Europol-indsats mod omrejsende kriminelle Operation Trivium.

UKA Vest´s analyseafdeling GrænseAnalyseTeam var under aktionen tilstede i Europols operationsrum sammen med de øvrige deltagerlande fra den 3-5 november. Kontrollerne i Danmark resulterede i fem anholdelser; fire omrejsende kriminelle og en narkosmugler.

– At gennemføre indsatser i samarbejde med andre EU-lande giver et godt udbytte. Vi kan på den måde meget effektivt følge de organiserede kriminelle i deres grænseoverskridende kriminalitet, siger leder af UKA Vest politiinspektør Brian Fussing.

Udover at pågribe og retsforfølge kriminelle fokusererede den tre dage lange aktion også på at skabe et bedre billede af den grænseoverskridende kriminalitet og dele efterretninger mellem de deltagende lande og Europol.

– Vi kan hente meget viden på tværs af grænserne. Aktioner som denne viser, at internationalt samarbejde er en vigtig brik i bekæmpelse af den grænseoveskridende kriminalitet, siger politiinspektør Brian Fussing.

Der er gennemført lignende aktioner mod grænseoverskridende kriminalitet siden 2013. Denne gang resulterede indsatsen i 174 anholdelser i alt.

 

Fakta:
Den internationale indsats blev ledet af Europol inden for rammerne af EMPACT (the European Multidisciplinary Platform Against Criminal Treats) som er et EU-projekt, hvor medlemslandene samarbejder om bekæmpelsen af grænseoverskridende kriminalitet.
Deltagerlande: Belgien, Cypern, Danmark, Frankrig, Grækenland, Litauen, Nederlandene, Malta, Polen, Portugal, Rumænien, Spanien, Sverige, Tyskland, Østrig, Albanien og Serbien.

 

Udlændingekontrolafdeling Vest (UKA Vest) er en specialenhed i Syd- og Sønderjyllands Politi bestående af operativt personale, efterforskere og analytikere. UKA Vest er placeret i Padborg – tæt på landegrænsen til Tyskland.
UKA Vest bekæmper grænseoverskridende kriminalitet i grænseregionen – eksempelvis omrejsende kriminelle grupper og arbejder i den forbindelse tæt sammen med Landespolizei, Bundespolizei og Zoll i Tyskland.
På vegne af Dansk Politi hjemtager UKA Vest personer, der eksempelvis pågribes i Tyskland med tyvekoster fra Danmark. Det sker igennem europæiske arrestordrer, og personerne strafforfølges efterfølgende i Danmark for den begåede kriminalitet.
UKA Vest har endvidere ansvaret for den midlertidige grænsekontrol til Tyskland. I grænseregionen patruljerer UKA Vest, Landespolizei og Bundespolizei sammen i fælles patruljer for også operativt at bekæmpe den grænseoverskridende kriminalitet.
Smugling over landegrænsen til Tyskland har et særligt fokus i UKA Vest og en særlig Politi- og Toldenhed i Padborg gennemfører på baggrund af analyser og efterretninger indsatser rettet mod indsmugling af narkotika, våben, højt beskattede varer m.v.

Skriv din mening (Du skal være logget på Facebook)