Debatindlæg af Jørn Rasmussen.
Professor Jørgen Grønnegård Christensen har igennem mange år analyseret dårligdomme i det danske statsapparat med skyldig hensyn til de udfordringer, det giver demokratiet.
Nyligt er udkommet bogen “Når embedsmænd lovgiver”, hvor han er medforfatter. Den underbygger det, som vi er mange, der har oplevet igennem den seneste menneskealder. Nemlig, at magten er flyttet fra de folkevalgte til embedsstanden. En nøglekonklusion fra bogen:
Fra 1990 til 2018 er der kommet omkring 200 flere love, hvilket svarer til en stigning på 21 procent. Imens er antallet af gældende bekendtgørelser vokset med flere end 2000. En stigning på 55 procent.
Som et eksempel uddyber Grønnegård til DR1 primo april, at vi i 1973 fik den første rammelov i form af en miljøbeskyttelseslov. Sidenhen har man udbygget miljøbeskyttelseslovens rammekarakter til nu at være én stor fuldmagtslov til miljøministeren.
Interessefællesskab
Andetsteds beskriver Grønnegård, at der er en form for interessefællesskab mellem ministerier og interesseorganisationer. Forstået på den måde, at ved udarbejdelse af bekendtgørelser og cirkulærer skal ministeriet rette sig efter den overordnede lov, men har også en interesse i, at den ikke møder for megen modstand overfor de interessegrupper, der bliver berørt af lovgivningen.
Hvis man ikke går for meget på akkord med hovedlovens intentioner, behøver der ikke at være noget odiøst over denne tilstand, men i modsat fald udfordres magtens tredeling og dermed folkestyret.
Men ikke mindst på miljøområdet har embedsværket tilsyneladende skelet mere til ønsker fra interesseorganisationer end at holde sig indenfor de rammer, som lovteksten udfærdiget af den lovgivende forsamling, muliggør.
Er man blandt dem der rammes af en miljølov og finder anledning til at klage, så dukker de samme interesseorganisationer op.
Lad os tage Miljø- og Fødevareklagenævnet som er et relevant nævn i denne her sammenhæng. Det har bl.a. behandlet “Beder sagen” om forbud mod anvendelse af pesticider på landbrugsjord. Der sidder Danmarks Naturfredningsforening, Danmarks Sportsfiskerforbund og Landbrug & Fødevarer, DN, DS og LF.
Vi kender DN´s “landbrugsvenlige” holdninger, men DS afviger ikke meget herfra. Således udtalte deres fiskebiolog Kaare Ebert til DR primo februar 2020:
“Vi har brugt 60-70 år på at smadre havmiljøet med kvælstof, så nu tager det nok nogle år at få et godt havmiljø tilbage igen. Men ved at etablere nogle kystnære stenrev, kan vi fremme processen med at få torsken tilbage igen. Så når vi får stoppet udledningen af kvælstof, kan vi nå i mål”.
Havnet i en svikmølle
De produktive erhverv – landbrug, skovbrug og fiskeri – som er underlagt lovgivningen, er dermed havnet i en slags svikmølle.
Når inhabilitet er så åbenlys, er konstruktionen uholdbar, hvis vi vil pynte os med at leve i et retssamfund.
Et modargument kunne være, at LF også deltager som interesseorganisation for at skabe lidt balance.
Igennem flere årtier har LF, med SEGES som garant for den forskningsmæssige validitet, haft mandatet til at varetage landbrugets interesser. Det er muligt, de har haft viljen, men at imødegå de falske og løgnagtige miljøanklager imod landbruget, har de ikke evnet. Bæredygtigt Landbrugs relative store succes bør her være dokumentation nok.
Konklusion
Jørgen Grønnegård Christensen har på forskningsmæssig baggrund underbygget, hvordan det er gået til, lidt populært sagt, at embedsretten nu ofte overtrumfer ejendomsretten. Hans og kollegaers forfatterskab er et godt værktøj at have i hånden til at afvæbne “fjenden” og genskabe respekten for ejendomsretten, der – sammen med frie og uafhængige medier uden statsstøtte – er to vigtige betingelser for at sikre et sundt demokrati. I min verden de vigtigste.