Intet mistænkeligt fundet i City Vest efter bombetrussel

Østjyllands Politi er nu færdig med at afsøge City Vest med hunde, og der er ikke fundet noget mistænkeligt. Det er konklusionen efter, at politiet fik en anmeldelse om en bombetrussel mod centret.

Kl. 15.43 anmeldte en centervagt fra City Vest i Brabrand, at han havde fundet en seddel, hvor nogen truede med, at der ville sprænge en bombe. Politi, brandvæsen og ambulancer var hurtigt på stedet, der blev evakueret og spærret af.

Også hundepatruljen blev tilkaldt med henblik på at afsøge centret for noget mistænkeligt. Det er nu sket, og der er ikke fundet noget, der kan indikere, at nogen har været i fare. Politiet betragter derfor truslen som en falsk alarm.

Det er endnu uvist, hvem der har forfattet den seddel, som satte både politi og beredskab på arbejde. Men Østjyllands Politi undersøger sagen nærmere. Vedkommende kan nu stå til en sigtelse for at have indgivet en falsk trussel.

Skriv din mening (Du skal være logget på Facebook)