Det ser ud til, at den nye “Iran-atomaftale” er “taget af bordet for nuværende.” Lad os håbe, at rapporten er korrekt.
Trods modstanden fra USA’s allierede i Mellemøsten samt mange medlemmer af Kongressen, både Demokrater og Republikanere, syntes Biden-administrationen fast besluttet på at belønne de herskende mullaher i Iran, hvis politik og ideologi er fast forankret i “Død over Amerika” og “Død over Israel.”
Biden-administrationen syntes at håbe på, at hvis bare de kunne “dæmme op” for Iran med en “aftale” – putte Iran “i en kasse” blot i nogle få år – så ville det “frisætte” USA til at håndtere andre problemer, såsom Kina, Rusland, Nordkorea og Irans voksende indflydelse i Venezuela og Det Indiske Stillehav, med én distraktion mindre. Hvis bare.
Ligesom Obama-administrationen holdt Biden-administrationen den amerikanske Kongres, det amerikanske folk og de amerikanske allierede i Mellemøsten uvidende om, hvad der blev forhandlet med de styrende mullaher i Iran. En gruppe på 50 medlemmer af Repræsentanternes Hus, mest Demokrater, bønfaldt Biden-administrationen om at frigive teksten til atomaftalen:
“Vi skriver for med respekt at bede om, at Deres Administration forsyner Kongressen med den fulde tekst til ethvert forslag til at genoptage atomaftalen med Iran, kendt som Joint Comprehensive Plan of Action (JCPOA), herunder alle sideaftaler, og fører samråd med Kongressen forud for en genindtræden i denne aftale.”
Kongresmedlemmerne var med rette bekymret. Dengang præsident Joe Biden var vicepræsident, og Obama-administrationen var mere end ivrig efter at give det iranske regime indrømmelser, viste det sig, at de havde indgået adskillige hemmelige aftaler med mullaherne. En af disse hemmelige aftaler bestod i at tillade det iranske regime adgang til amerikanske dollars ved at omgå sanktionerne. “Obama-administrationen vildledte det amerikanske folk og Kongressen, fordi de var desperate efter at få en aftale med Iran”, sagde senator Rob Portman (R-OH), formand i det panel i Senatet, som dengang gennemførte undersøgelsen.
Desuden havde Obama-Biden-administrationen i al hemmelighed vedtaget at ophæve sanktionerne mod flere iranske banker, herunder Bank Sepah og Sepah International. En anden afgørende indrømmelse var, at aftalen havde banet vejen for, at Iran lovligt kunne blive en fuldgyldig atomstat. Solnedgangsklausulerne, som dannede rammen om tilsagnet, havde fastsat en bestemt udløbsdato for begrænsningerne af Irans atomprogram, hvorefter landets ledere ville stå frit med hensyn til, helt lovligt, at have alle de atomvåben, de ønskede.
En anden alvorlig bekymring var Biden-administrationens indrømmelse af at lade ikke-amerikanske personer gøre forretninger med Irans Islamiske Revolutionsgarde (IRGC), der var opført som en terrororganisation af det amerikanske udenrigsministerium. Det blev lækket, at:
“Ikke-amerikanske personer, som driver forretning med iranske personer, der ikke står opført [på den amerikanske sanktionsliste], vil ikke blive underlagt sanktioner alene som et resultat af, at de pågældende iranske personer foretager særskilte transaktioner, som involverer iranske personer på den [amerikanske sanktionsliste] (herunder Irans Islamiske Revolutionsgarde (IRGC), dens embedsansatte eller dens støtter eller tilknyttede).”
Sådan en foranstaltning ville havde styrket IRGC økonomisk og givet dem mulighed for at gennemføre endnu mere terrorisme i udlandet samt undertrykke det iranske folk endnu mere brutalt derhjemme. Som et brev fra kongresmedlemmerne korrekt bemærkede:
“[D]en føromtalte foranstaltning skaber en bekymrende præcedens. Vi er bekymrede for, at den i betydelig grad vil udtynde effekten af de terrorrelaterede sanktioner mod IRGC, Irans paramilitære terrorafdeling, og forsyne organisationen med en vej til omgåelse af sanktionerne.”
“Hvis regimet i Iran, verdens største statssponsor af terror, har bevist noget som helst, så er det, at man ikke kan stole på dem. IRGC har direkte eller via sine stedfortrædere, herunder Hizbollah, Hamas, Ansar Allah (houthier), Palæstinensisk Islamisk Jihad (PIJ), og snesevise af shiitiske militser i Irak, dræbt i hundredvis af amerikanere og angrebet vore baser og vore allierede i regionen.”
Det skønnes, at Biden-administrationens nye atomaftale ville have forsynet det iranske regime med 1 trillion dollars over ti år og dermed gøre IRGC og dens militser og terrorgrupper kolossalt meget rigere, samt gøre dem til en langt mere brutal trussel mod den nationale sikkerhed både for det iranske folk, for USA, dets allierede og for amerikanere overalt.
Det er også utroligt, at Biden-administrationen ville betro Rusland, som eneste land, at føre opsyn med atomaftalens overholdelse samt opbevare Irans højtberigede uran – og kunne tilbagelevere denne til Iran, hvis mullaherne anmodede herom.
De 50 amerikanske medlemmer fra begge sider i Repræsentanternes Hus tilføjede:
“Desuden vil vi kraftigt anmode Deres Administration om ikke at tillade Rusland at være modtager af Irans berigede uran eller have ret til udføre atomarbejde sammen med Den Islamiske Republik, i den forbindelse en 10 milliarder dollar stor kontrakt til udvidelse af Irans atomare infrastruktur. Vi bør ikke lade krigsforbryderen Vladimir Putin være garant for aftalen eller opbevarer af massive mængder af Irans berigede uran. Iran støtter den ulovlige krig i Ukraine og har forsynet Rusland med droner, som bruges til at dræbe ukrainere.”
Biden-administrationen syntes at være opsat på at efterlade sig en arv, som indebar et atombevæbnet Iran, et styrket Rusland, strømmen af en trillion amerikanske dollar til mullaherne, en styrkelse af IRGC og dennes terror- og militsgrupper, samt udsætte ikke kun det iranske folk, som gennem årtier har lidt under dette brutale diktatur, men tillige hele Mellemøsten og ikke mindst – fra baser i Venezuela – alle amerikanere for livsfare.
Hvis Biden-administrationen troede, at en aftale med iranerne ville “frisætte Amerika” til at fokusere på Kina, og at Mellemøsten ville have forholdt sig rolig, alt imens Iran fortsatte med at berige uran, så levede de i en drømmeverden. Amerikanerne ville i stedet have befundet sig i rødglødende krig på tre fronter: Ukraine, Kina og Mellemøsten.
Hvis rapporten er sand, så bør Biden-administrationen hyldes for en særdeles klog beslutning.
Dr. Majid Rafizadeh er forretningsstrateg og rådgiver, Harvard-uddannet, pol. scient., bestyrelsesmedlem ved Harvard International Review og præsident for International American Council on the Middle East. Han har skrevet flere bøger om islam og amerikansk udenrigspolitik. Han kan kontaktes på Dr.Rafizadeh@Post.Harvard.Edu
Skriv din mening (Du skal være logget på Facebook)