Psykolog: “Slaveriet er ikke ophørt i Danmark, sålænge det islamiske kvindesyn praktiseres her til lands”

DEBAT.

Det er i dag ikke muligt at finde et parti at stemme på, hvis man er venstreorienteret og kritisk overfor den mellemøstlige religion, indvandringen bringer med sig, mener Nicolai Sennels.

Kronik af Nicolai Sennels, psykolog og medlem af Dansk Folkeparti.

Der var engang, hvor religion var “opium for folket”.

Men så kollapsede det socialistiske utopia (de holder sjældent særligt længe) bag jerntæppet, og følelsesfulde typer med behov for en sag at brænde for, gik på jagt efter et nyt projekt at kaste deres kærlighed på.

Valget faldt på muslimerne, der med deres åbenlyse ubehjælpsomhed i næsten enhver henseende er de letteste stemmer, venstrefløjen nogensinde har fået.

Blinde af kærlighed

Varme i kinderne af bar glæde over at have fundet en ny og værdig sag at brænde for, glemte de at læse det med småt.

Man skal ellers ikke bladre ret længe i deres hellige bøger for at fastslå, hvad religionen forpligter – og ikke forpligter – dem til.

Væk var Karl Marx’ velmente og humanistiske advarsel om, at “religion er opium for folket”. En særlig kraft, der kan bedøve vores fornuft og menneskelighed og gøre os til et redskab for ondsindede kræfter.

Den slags klarsyn er i dag tilsyneladende forbeholdt de af os, den statsstøttede presse notorisk lyver om ved at kalde os højreorienterede.

Skidt med kvinderne

Det er ganske sandt: Slaveriet er ikke ophørt i Danmark, sålænge det islamiske kvindesyn praktiseres her til lands.

Paradigmet om, at enhver kvinde skal tilhøre en mand og ikke er fri til selv at vælge sin(e) sexpartnere, burde få alle kvinderetsforkæmpere til at se rødt.

Men nej. I dag kæmper rødstrømperne for retten til burkaer og tvungne fætter-kusineægteskaber, gerne med mindreårige piger. Altsammen i åbenheden og tolerancens navn, gudhjælpemig.

Konsekvenserne af venstrefløjens logik er så klam og umenneskelig, at de bør udløse en sund omgang islamonausea hos alle, der holder af det smukke køn.

Hellige mænd

Også ytringsfriheden har måttet ladet livet på godhedens alter. I hvert fald, når det gælder kritik af de uskyldige, ubehjælpsomme indvandreres pusse-nuttede profet. Ham med det søde skæg, den sjove krumsabel og den unge kone, I ved nok.

Man risikerer således at skulle lægge øre til sprogets værste gloser – gerne krydret med stenkast og hærværk på hjemadressen – hvis man kritiserer den lidt for børneglade grundlægger af “fredens religion”.

Og det er vel og mærke fra den samme venstrefløj, som i sin tid kæmpede for kvinders stemmeret og for retten til at kritisere Gud, konge og fædreland. Og som gladeligt sætter “kunstværker” med Jesus udfærdiget med kropsvæsker på museernes pedistaler.

Venstrefløjen behandler muslimer som om de var mindre begavede, der ikke selv kan gøre for det og derfor skal beskyttes imod enhver kritik. Hvis ikke det er racisme, så skal jeg have mine skolepenge tilbage.

Vi udfylder tomrummet

Hvis venstrefløjen havde været tro over for deres oprindelige dyder – kvinders ligeværd, religionskritik og ytringsfriheden – ville der måske ikke have været brug for brage folk som Inger Støjberg (V), Martin Henriksen (DF), Rasmus Paludan (P) eller Pernille Vermund (D).

For så havde man ganske enkelt ikke tilladt islam, der jo åbenlyst og aktivt bekæmper enhver humanistisk værdi, at brede sig.

Og vi havde hjulpet flygtninge, hvor man kan hjælpe flest, nemlig i nærområderne. Man havde lukket moskeer, der ikke tager afstand fra den kvindeundertrykkende og fascistiske sharia.

Ikke-vestlig indvandring var måske også allerede blevet stoppet, da det for 20-30 år siden var klart for enhver, at muslimsk indvandring underminerer det velfærdssamfund, venstrefløjen og arbejderbevægelsen har brugt godt 100 år på at opbygge.