Site icon 24NYT

Israel er truet af udslettelse

Siden de iranske mullaher kom til magten i 1979, har de åbent erklæret, at deres mål er at slette Israel af landkortet og dræbe så mange jøder som muligt – det hele i bedste overensstemmelse med Muhameds formaninger. Folk i Vesten har svært ved at tage de iranske proklamationer alvorligt, men det gør de hellige krigere i Teheran, og de er i fuld gang med at virkeliggøre dem.
Den jødiske stat bliver i øjeblikket angrebet fra tre sider, Gaza, Libanon og senest Syrien, og som edderkoppen i det muslimske spind sidder Iran klar med sine præcisionsmissiler, der vil kunne udslette de israelske byer. Teheran kan glæde sig over at have stærke allierede, først og fremmest Rusland, som muligvis vil komme præstestyret til militær undsætning, hvis det skulle blive truet.
Senest har Tyrkiet meldt sig i den antiisraelske koalition, idet præsident Erdogan har aflyst et planlagt besøg i Israel og samtidig erklæret, at han betragter terrororganisationen Hamas som en befrielsesbevægelse. Hvordan NATO vil overleve splittelsen mellem Tyrkiet og lande som USA, Tyskland, Storbritannien og Frankrig, der alle har meddelt, at de støtter Israel, er et åbent spørgsmål.
Israel har tidligere været i krig på flere fronter og overlevet, men de styrker, der vil den jødiske stat til livs, er i dag bedre bevæbnede end nogen sinde før, og selvom USA har sendt flådestyrker til Mellemøsten, er det tvivlsomt, om de vil gribe direkte ind til støtte for Israel.
I går bragte den amerikanske journalist Tucker Carlson på X et interview med den ofte kontroversielle militæranalytiker Douglas MacGregor, der tegnede et dystert billede af Israels chancer. Således understregede han, at landet nærmest er chanceløst, hvis Teheran slipper sine missiler løs. Han så også mørkt på udsigterne for Israels længe ventede offensiv i Gaza. Ifølge MacGregor har amerikanske og israelske specialstyrker allerede været inde i Gaza, men er blevet slået tilbage med svære tab. (Det har jeg ikke set bekræftet fra anden side.)
Hvis Israel skal lykkes med at eliminere Hamas i Gaza, sagde MacGregor, må den israelske hær anvende så megen og så massiv vold, at landet hurtigt vil få verdensopinionen på nakken. Det samme vil ske, hvis Israel bruger sine kernevåben mod Iran eller de iransk-ledede militser, der i øjeblikket beskyder landet og har drevet 100.000 israelere på flugt fra krigszonerne.
Det sidste har MacGregor givetvis ret i, men han udtaler sig, som om Israel har et valg. Men kan Israel virkelig vælge at indstille sin offensiv mod Hamas og acceptere at blive overdænget med raketter i det uendelige? Kan et suverænt land blot trække på skulderen efter Hamas’s barbariske myrderier og vende tilbage til status fra før den 7. oktober? Og hvis Iran og de iransk-styrede og -udrustede militser truer med at løbe Israel over ende og drive dets indbyggere i havet, kan den jødiske stat så vælge ikke at forsvare sig? Og hvis konventionelle våben ikke slår til, kan man så bebrejde Israel, hvis det bruger sine kernevåben?
Det er trods alt bedre at blive udsat for verdens fordømmelse end at blive udslettet.
Exit mobile version