Den 6. december afholdt USA’s Kongres en edsvoren høring om antisemitisme, der som bekendt breder sig som en steppebrand blandt politikere, i medier og i undervisningssektoren. Tre universitetsrektorer blev af parlamentarikerne stillet spørgsmålet, om en opfordring til folkedrab på jøder ville være et brud på universiteternes etiske regler. De tre rektorer svarede enslydende som Rip, Rap og Rup, at dette ville afhænge af den nærmere sammenhæng. Sådan at forstå, at man godt kunne tænke sig en sammenhæng, hvor opfordring til folkedrab på jøder ikke ville være i modstrid med universiteternes etiske adfærdskodeks. De tre rektorer står i spidsen for nogle af USA’s mest prominente læreanstalter: Pennsylvania University, Massachusetts Institute of Technology (MIT) og Harvard University. Disse chokerende udsagn demonstrerer åbenlyst, at anti-semitisme på USA’s universiteter nu er en så udbredt holdning, at rektorerne offentligt tør prale af deres jødehad, fordi de nu repræsenterer normen og ikke undtagelsen.
Vores politiske holdninger hviler ikke på sund fornuft, men er en efterrationalisering af følelser. Vores politiske ståsted er støbt af vores vrede, kærlighed, had og sympati og er ikke sådan at rokke, når først vi har fundet vores plads i det politiske spektrum. Der er således udbredt konsensus blandt ungdommen og medierne, at Israel er en slyngelstat, som i årtier har undertrykt det palæstinensiske ’folk’, der nu fører en retfærdig kamp for sin frihed. Denne opfattelse ligger milevidt fra virkelighedens verden, men hvem interesserer sig for det, når vi nu lever i en tid, hvor man vælger sin egen virkelighed. Bare man er mange nok. Glemt er de 1200 mishandlede og myrdede israelere den 7. oktober. Glemt er de tusindvis af raketter, som Hamas i årevis har fyret af mod de israelske byer. Glemt er de torterede og voldtagne gidsler. Men vi har da tillid til FN OCHA’s oplysninger om, at Israel har ombragt 15 000 palæstinensere, hvoraf naturligvis 10 000 er kvinder og børn. Alt sammen solide tal fra Gazas Sundhedsministerium, som tidligere kunne berette, at Israel have bombet Al-Shifa Hospitalet med 500 dødsofre til følge. Det viste sig, at det var en Hamas-raket, der slog ned ikke i hospitalet, men på en parkeringsplads nær ved. De 500 dødsofre var endnu et af Hamas’ statistiske tryllerier.
I 2015 beskrev Amnesty International i en rapport, at Hamas anvendte Al-Shifa Hospitalet til at indespærre, forhøre og tortere arrestanter. Det ser vi ikke noget til i vestlige medier, ligesom vi ignorerer den israelske dokumentation af det vidt forgrenede Hamas-tunnelsystem og våbenlagre under hospitalet. De store internationale aviser sammen med CNN, BBC og såmænd også DR og TV2 koncentrerer dækningen af Israel-Hamas-krigen om tab af civile menneskeliv, Israels ødelæggelse af boligkvarterer og mangel på nødhjælp til de internt fordrevne palæstinensere. Den offentlige mening forlanger øjeblikkelig våbenhvile og konkluderer, at Israels hævn mod Hamas har været af bibelsk vælde og langt ude af proportioner med Hamas’ ugerninger den 7. oktober.
En våbenhvile nu ville være en stor sejr for Iran og Hamas og et skæbnesvangert nederlag for Israel. En våbenstilstand ville medføre, at Hamas ikke bare ville overleve, men med Irans hjælp ville rejse sig af asken større og stærkere end før. Hamas’ raketter ville fortsat regne ned over de israelske byer, og Israel ville stå skamslået tilbage som den moralske, politiske og militære taber. At USA’s præsident Biden på intet tidspunkt har kritiseret Irans dominerende rolle i Hamas’ terroranslag mod den jødiske stat, er en fortsættelse af Obama-Biden-strategien i perioden 2008-2016, hvor USA politisk lagde afstand til både Saudi-Arabien og Israel og i stedet indyndede sig hos ayatollaherne i Teheran af uforklarlige grunde, som kun Obama og Biden kender. USA og resten af den demokratiske verden fik absolut intet ud af denne charmeoffensiv, som til trods for massive pengeoverførsler til Teheran kun resulterede i spot og foragt fra mullahernes side.
Iran er målrettet i gang med at etablere et regionalt imperium bygget på en række lydstater, som præstestyret allerede har kontrol med. Det gælder Libanon, Syrien, Irak, Yemen og Gaza. Næste mål er udslettelsen af staten Israel, hvorefter hele det oprindelige Trans-Jordanien ville være under Iransk kontrol. En våbenhvile i Israel-Hamaskonflikten vil være et vigtigt skridt på vejen, fordi Israel i verdenssamfundet ville stå svækket tilbage, isoleret med mange gamle og nye fjender og med meget få venner. Uanset det eksploderende jødehad i den vestlige verden og til trods for et stadigt stigende pres fra politikere og medier om våbenhvile har Israel, uanset konsekvenserne, ikke noget andet valg end at føre sin militære kampagne til ende, til den endelige udslettelse af Hamas. Iran og Hamas havde satset på, at Israel ville møde sit Stalingrad i Ruinerne af Gaza, men det kommer ikke til at ske. Israels militære styrke er Hamas overlegen på alle krigens parametre. Ikke mindst, hvad angår motivation og erkendelsen af, hvad der står på spil. Udraderingen af Hamas betyder både et stop for Irans drømme om et shia-muslimsk imperium og en garanti for Israels overlevelse som Mellemøstens eneste demokratiske retsstat.
I år 135 fordrev de romerske legioner det jødiske folk fra deres ældgamle fædreland. Det kostede næsten 2000 hjemløse år og et Holocaust at gense det forjættede land. Ingen jøde vil tillade, at det tabes igen.