Israel er ikke i krig med Hamas. Israel er i krig med Iran, som dog ikke er til stede på slagmarken. Det har man folk til. I hvert fald i første omgang. Ser man på et militært kort over Mellemøsten, viser det sig, at Israel er omringet af iransk trænede og finansierede terrorgrupper og militser i Libanon, Syrien, Irak, Gaza og Yemen, der alle venter på grønt lys fra Teheran. Hamas fik mobiliseringsordre den 7. oktober. De øvrige indsatsgrupper er klar til kamp. Iran er på tærsklen til at have atomvåben. Ikke til afskrækkelse som de øvrige atommagter, men til brug mod Israel, hvis den jødiske stat ikke kan besejres med konventionelle styrker. Da ayatollah Khomeini indførte det islamiske diktatur i Iran i 1979 aflagde han ed på at forpligte Iran til gennemførelsen af tre hellige jihad-kampagner: udslettelsen af staten Israel, nedkæmpelse af sunni-islam og etableringen af shia-islam som den dominerende ideologi på kloden. Khomeini nåede ingen af sine mål, inden han døde i 1989, men det betyder ikke noget for Allahs stormtropper. For i Islam står tiden som bekendt stille. Koranen foreskriver, at Allah ikke ser på resultatet, men på viljen. For mullaherne i Teheran er det derfor godt nok, at man hele tiden, skridt for skridt nærmer sig det første mål: at etablere en islamisk stat på Israels territorium. Fra Jordanfloden til Middelhavet. ”From the river to the sea, Palestine will be free.”
Israel kæmper for sin eksistens, ikke bare mod Irans konsoliderede militære styrker, men også presset af de øvrige led i ondskabens akse, Rusland, Kina og Nordkorea, som alle gerne ser den jødiske stat som en askehob. Vores to statsejede tv-stationer DR og TV2 lader sig dog ikke forvirre af disse realiteter, men beretter dagligt, at Israels militære invasion i Gaza synes at være en hævnaktion rettet mod Al-Shifa hospitalet. De perverse grusomheder den 7. oktober, hvor mere end 1200 israelere blev torteret og myrdet, taler vi ikke mere om. Nu protesterer vi mod Israels ’folkemord’ på civile palæstinensere fortrinsvis kvinder, børn og gamle. Hele det islamiske miljø i Danmark slutter op om denne fortælling ligesom den kulturradikale venstrefløj og kunstnergrupperinger.
900 nordiske forskere har i en fælles erklæring fordømt Israels invasion af Gaza uden at nævne Hamas’ massemord med et eneste ord. Fra nær og fjern bliver Israel bombarderet med krav om våbenhvile for at give plads til humanitær hjælp til civilbefolkningen i Gaza. En våbenhvile lige nu ville være en militær og politisk katastrofe for de israelske væbnede styrker. I Gaza er civilbefolkningen Hamas og Hamas er civilbefolkningen. De islamiske terrorister er ikke i uniform, men smelter ind i det civile miljø før og efter deres aktioner. Det er velkendt og ofte dokumenteret, at Hamas anbringer deres raketbatterier og militære støttepunkter tæt på skoler og hospitaler for at afskrække israelske modangreb. Og kommer de alligevel, har man jo heldigvis en række kvæstede mødre og deres døde børn at paradere foran den forargede verdenspresse. Hvis Israel holder ’humanitær’ pause i jagten på Hamas, vil det være en sejr for Iran, der omgående vil reorganisere sine Hamas-styrker og sikre nye forsyninger til sine islamiske kamptropper. Hamas’ raketter ville fortsat og uhindret flyve ind over Israel og sprede død og ødelæggelse i de jødiske bysamfund. Den krævede ’humanitære’ bistand i form af brændstof, fødevarer og medicinsk udstyr vil som altid blive opsuget af Hamas, som hermed kan revitalisere sin kampkraft.
Israel har ingen anden vej end at føre kampagnen til ende, indtil Hamas er udslettet uanset de brølende protester fra kyniske islamiske medløbere i de internationale samfund. Nøglen til fred i Mellemøsten ligger i elimineringen af korandiktaturet i Iran. Den terrorbølge, der har ramt både de islamiske og de demokratiske samfund i de seneste årtier, er et direkte produkt af ayatollah Khomeinis mobilisering af den islamiske jihad-kampagne, som har forbitret og forgiftet den islamiske ideologi både i shia-islam og i sunni-islam. I første omgang er det derfor af afgørende betydning, at Israel gennem fjernelsen af Hamas tilføjer Iran et militært og ideologisk nederlag. Den iranske befolkning er et ældgammelt persisk kulturfolk, der vånder sig under det påtvungne korandiktatur. Det syder og gærer overalt i landet. Præsterne holder sig kun ved magten, fordi det iranske militær støtter dem til gengæld for at have kontrollen med Irans økonomi. Der bliver ikke solgt en eneste tønde olie uden at generalerne og obersterne får del i profitten. Irans militære ledere ved dog, at præstestyret lever på lånt tid og vil med glæde skaffe sig af med mullaherne, hvis de kunne bevare deres privilegier helt eller delvis i en sekulær stat, som er det, befolkningen ønsker og kræver.
Krig i bymiljøer med kamp fra hus til hus vil altid være en beskidt affære med betydelige civile ofre. Men det er Hamas, der selv har kridtet banen op. De tør ikke trække i uniform og møde Israel på slagmarken, men gemmer sig bagved civilbefolkningen, som derved sagesløst inddrages i krigshandlingerne. En sejr over Hamas vil være et stort søm i de iranske mullahers ligkiste. De arabiske nationer er af politiske grunde nødt til at fordømme Israels invasion af Gaza, selv om de hellere end gerne ser Hamas slettet fra landkortet. Inden Iran sendte Hamas på mordertogt ind i Israel, var de sunni-muslimske samfund tæt på at etablere fred og samarbejde med Israel. Når Hamas er væk og Iran stækket, vil vi atter se denne proces genoptaget og afsluttet. De arabiske oliestater må forberede sig på et liv med faldende olie- og gasindtægter og har stærkt brug for den avancerede israelske teknologi til denne omstilling.
Israels aktion i Gaza er således ikke en hævnakt mod Al-Shifa hospitalet, men en frihedskamp, der angår os alle. Det er en kamp, der i den sidste ende skal føre til en afvikling af de iranske mullahers rædselsregimente og derefter til den fred og det samarbejde i Mellemøsten, som både Israel og de arabiske stater inderst inde ønsker.