Site icon 24NYT

Israel nærmer sig afgrunden

I forbindelse med sin svanesang til det demokratiske partikonvent, der formede sig som råben og skrigen, løgne og vilde anklager, fik præsident Biden bemærket, at de larmende pro-Hamas-demonstranter, der lavede optøjer et andet sted i Chicago, ”havde en pointe”. Hvori pointen bestod, måtte man gætte sig til. Biden fik dog råbt, at han ville have en ende på krigen i Gaza – underforstået: uanset om Hamas-terroristerne bliver nedkæmpet eller ej. Det kan kun opfattes som et krav om Israels overgivelse og som et signal om, hvad der er i vente, hvis de stadigt mere yderligtgående demokrater vinder præsidentvalget.
Donald Trump har allerede spået, at Israel vil bryde sammen, hvis USA indstiller sin våbenhjælp, fordi landet ikke er militært stærkt nok til at modstå et større sammenrend af muhamedanske stater.
Også den prominente konservative kommentator, Hugh Hewitt, har sine bange anelser. I en kommentar på Fox News den 20. august peger han på Kamala Harris’s boykot af premierminister Netanyahus tale til Kongressen. Hun har også betegnet Hamas-aktivister som ”the resistance” – modstandsbevægelsen.
Det står allerede klart, skriver Hewitt, at ”Harris vil blive USA’s første eksplicit anti-israelske præsident”.
Omslaget i USA’s holdning til Israel blev allerede tydeligt med præsident Obamas katastrofale appeasement af det iranske regime, som bl.a. medførte, at de gale præster kunne stikke et uanet antal milliarder i lommen og bruge dem til at finansiere terror i hele Mellemøsten. Samtidig signalerede Obama en ny politik, der gik ud på at ”bebrejde Israel for at forvare sig mod slyngelregimet i Teheran”, skriver Hewitt.
Hvis Hewitt får ret – og det tyder alt på – indebærer det et radikalt brud med firs års amerikansk mellemøstpolitik, og hvor mange i det Harris-begejstrede Europa har overvejet konsekvenserne?
Et Israel, der kommer til at stå over for et fjendtligt og pro-islamisk USA, vil være næsten totalt isoleret, fordi der heller ikke vil være hjælp at hente i Europa bortset fra enkelte lande som Ungarn. Israel vil altså stå med ryggen mod muren, samtidig med at det iranske mullahstyre ikke gør nogen hemmelighed af, at dets mål er at fjerne den jødiske stat fra landkortet. Ikke bare landet, men befolkningen, for ifølge den muhamedanske lære, som mullaherne prædiker, skal jøder udryddes, da deres blotte eksistens er en anmasselse mod Allah.
I en sådan situation vil Israel næppe have anden udvej end at gribe til desperate midler. Den jødiske stat er en atommagt og har de nødvendige fremføringsmidler, så enhver kan gøre sig forestillinger om, hvad en israelsk forsvarskrig kan indebære. Når man står over for udryddelse, vil ethvert land forvare sig med næb og klør uanset konsekvenserne.
Israels overlevelse står og falder med Donald Trumps sejr ved præsidentvalget.
Exit mobile version