Israel nedrakkes for sit verdensførende vaccinationsprogram

Af Richard Kemp –  Oprindeligt udgivet af Gatestone Institute.

Fordommene imod den jødiske stat er så intense i de vestlige medier, at rosværdige handlinger, der med garanti ville skabe overskrifter, hvis de kunne tillægges et hvilket som helst andet land, hyppigt bliver ignoreret, undervurderet eller nedrakket, når det gælder Israel. Når der for eksempel sker en katastrofe et eller andet sted i verden, er Israel ofte det første land eller blandt de første til at tilbyde sin assistance og sende nødhjælpsarbejdere til stedet. Allersenest, i sidste måned, udsendte Israels Forsvarsstyrker (IDF) et hold til Honduras efter ødelæggelserne fra kategori 4-orkanerne Eta og Iota, som gjorde tusinder hjemløse.

De seneste 15 år har IDF’s nødhjælpshold været udsendt til Albanien, Brasilien, Mexico, Nepal, Filippinerne, Ghana, Bulgarien, Tyrkiet, Japan, Columbia, Haiti, Kenya, USA, Sri Lanka og Egypten — og mange andre lande i årene forinden.

Under Operation Godt Naboskab, mellem 2016 og 2018, opslog IDF felthospitaler ved den syriske grænse for at behandle civile, som var blevet såret af volden i deres land, og sendte vitale forsyninger direkte ind i Syrien, et land som er i krig med Israel, for at hjælpe nødlidende mennesker der.

Kun få uden for Israel, jødiske samfund rundt om i verden og de steder, der har haft gavn af IDF’s hjælp, har nogen som helst anelse om dette, for medierne interesserer sig ikke for det. I nogle tilfælde har nyheder om lande, der bidrager med nødhjælpshold til katastrofehjælp, helt udeladt Israel, selvom man vidste, at IDF spillede en vigtig rolle.

Samme negative politik udstrækkes til andre vigtige goder, som Israel har bibragt verden, herunder videnskabelige nyskabelser, medicinsk teknologi og livreddende efterretninger. Det går imod de redaktionelle dagsordener at skildre den jødiske stat i et positivt lys, medmindre man kan dreje en god historie, så den vendes til noget dårligt.

I denne uge har vi set netop dette i aviser og tv/radiomedier på begge sider af Atlanten, idet de vrider sig — og sandheden — for at angribe Israel for dets bemærkelsesværdige succes med at vaccinere imod coronavirus. I England fortalte avisen Guardian følgende:

“To uger inde i sit vaccinationsprogram har Israel givet mere end 150.000 doser om dagen, hvilket udgør førsteindsprøjtninger til mere end 1 million af landets 9 millioner borgere — en større anden af befolkningen end noget andet sted”.

Da verden var så fokuseret på coronavirus og de nationale reaktioner alle steder, kunne aviser som Guardian dårligt undgå at rapportere om Israels indsats, uanset hvor meget de sikkert havde foretrukket at undlade det. Så artiklen var nødt til at have denne overskrift: “Palæstinenserne udelukket fra den israelske udrulning af covid-vaccinen, mens indsprøjtning gives til bosættere”.

I en direkte beskyldning af Israel for racisme ved at forbigå de palæstinensiske arabere skrev Guardian: “Palæstinenserne på den israelsk besatte Vestbred og i Gaza kan kun se på og vente”. På den anden side af Atlanten gav Public Broadcasting Service (PBS) triumferende sin artikel om Israels succes denne overskrift: “Palæstinenserne må vente, mens Israel går igang med at udrulle sin COVID-19 vaccine”. Washington Post udgav lignende ondskabsfulde holdninger under overskriften: “Israel begynder at vaccinere, men palæstinenserne kan komme til at vente i månedsvis”.

Som det var til at forudse, hoppede FN’s kontor for koordination af humanitære affærer straks med på denne sejrssikre tendens og offentliggjorde på sin hjemmeside en fællesudtalelse på vegne af en lang række menneskerettighedsorganisationer, som udtrykte samme kritik og fejlagtigt påstod krænkelser af international lov. Ken Roth, direktør for Human Rights Watch — en organisation, hvis grundlægger, afdøde Robert L. Bernstein, forlod den præcis på grund af dens uretfærdige holdning imod Israel – påstod i et tweet: “Israels diskriminerende behandling af palæstinenserne” og hævdede i andet tweet: “det har ikke vaccineret en eneste palæstinenser”.

Amnesty International, som ikke ville udelukkes fra disse gratis bestræbelser på at angribe Israel, fremsatte også beskyldninger om brud på international lov ved ikke at vaccinere palæstinensiske arabere.

Som det er tilfældet ved de fleste Israel-relaterede historier i de store medier og den propaganda, som uafladelig sprøjtes ud fra såkaldte menneskerettighedsgrupper, er disse bagvaskelser helt og aldeles falske. De palæstinensiske arabere, som bor i Judea og Samaria (eller Vestbredden) og i Gaza, er ikke engang israelske borgere og de er ikke tilmeldt det israelske sundhedsprogram.

Ifølge Oslo-Aftalerne mellem Israel og palæstinenserne i 1990’erne, som skabte Det Palæstinensiske Selvstyre, er det alene dette sidste og ikke Israel, der har ansvaret for palæstinensernes sundhedspleje, herunder vaccinationer. Næsten 150 FN-medlemslande anerkender “Palæstina” som en stat, men disse medier og menneskerettighedsorganisationer udstiller deres forudsigelige fordomme ved ikke at kunne få sig selv til at indrømme Selvstyret nogen handlekraft.

Det Palæstinensiske Selvstyre har sine egne planer for vaccination af befolkningen, herunder i samarbejde med verdenssundhedsorganisationen World Health Organization’s Covax-plan, som er blevet rapporteret i de selv samme medier, som forsøger at bagvaske Israel.

På det tidspunkt, hvor Israel planlagde sit vaccinationsprogram og fremskaffelse af vacciner, havde Det Palæstinensiske Selvstyre afbrudt alle forbindelser til Israel. Efter at kontakten er blevet genoprettet, har hverken Selvstyret eller Hamas’ terrorregime, som hersker i Gazastriben, indtil nu bedt Israel om hjælp med vaccinationer, men foretrækker tilsyneladende at følge deres egne veje. Men så sent som den 5. januar påstod en embedsmand fra Selvstyret, at man nu med Israel drøfter muligheden af, at Selvstyret får tilsendt nogle vacciner, hvilket de israelske myndigheder efter sigende overvejer.

Nogle rapporter antyder også, at nogle vaccinedoser i al hemmelighed allerede er blevet leveret fra Israel til Selvstyret som et resultat af tidligere uofficielle henvendelser. Grunden til denne blanding af røgslør og blændværk er den forlegenhed, som Selvstyret føler ved offentligt at søge hjælp fra Israel, som de konstant raser imod og bagvasker ved enhver given lejlighed. Intet af dette vil sandsynligvis være kendt eller blive dækket af flertallet af medierne: det passer ikke ind i deres agenda.

Den idé, som visse medier og menneskerettighedskommentatorer fremsætter, at Israel kunne få lov til at vaccinere indbyggerne i Gaza, hvis ledere har affyret dødelige raketter ind i israelsk territorium både før og efter, at pandemien startede, er latterlig. Hvad gør disse mediekommentatorer og såkaldte menneskerettighedsgrupper for at overtale det internationale samfund til at hjælpe Gazas indbyggere i deres ulykkelige tilstand?

Imod alle beskyldninger om racistisk eller “apartheid”-politik har Israel vaccineret sine arabiske borgere, lige siden programmet startede. På grund af en vis tøven over for at blive vaccineret i disse grupper, har den israelske regering sammen med lederne i de arabiske lokalsamfund bestræbt sig i fællesskab på at opmuntre dem, herunder med et besøg af premierminister Netanyahu i to arabiske byer i de seneste dage, med dette formål.

Journalist ved Jerusalem Post Seth Frantzman bekræfter personligt, at arabere i det østlige Jerusalem er blevet og bliver vaccineret. Disse mennesker klassificeres af Ken Roth som palæstinensiske borgere, idet han med denne personlige udmelding afslører sin egen påstand om, at Israel “ikke har vaccineret en eneste palæstinenser”, som værende løgn.

Ifølge Frantzman er der tilfælde, hvor folk, som ikke er borgere i Israel, bliver vaccineret ved at dukke op på massevaccinationsstederne. Han nævner et eksempel på en palæstinensisk beboer i Judea, som blev vaccineret af de israelske myndigheder, selvom han ikke havde et israelsk sundhedskort, hvilket illustrerer, at “Israels sundhedsmyndigheder gør alt, hvad de kan for at vaccinere så mange mennesker som muligt, uanset om de er arabiske eller jødiske”.

Som enhver, der faktisk kender Israel bare en lille smule, ville forvente, så gør landets regering alt, hvad den med rimelighed kan for at hjælpe palæstinenserne i Judea og Samaria og i Gaza med deres kamp imod coronavirus.

Trods de sædvanlige beskyldninger om det modsatte siger IDF, at de har accepteret og formidlet alle anmodninger om lægelig assistance af enhver art til Gazastriben, herunder ventilatorer, iltgeneratorer og testudstyr til coronavirus. Dette stemmer med deres ry for at gøre deres yderste for at koordinere humanitærhjælp til mennesker i Gazastriben, selv i perioder med intense konflikter påbegyndt af terrorister fra Gaza.

New York Times langer også ud efter Israel, men fra en anden vinkel. Selvom avisen nævner kritikken af “den manglende” vaccination af palæstinenserne, vægter den ikke dette, men stærke og anstrengte antydninger af, at Israels succes drives frem af premierminister Netanyahus ønske om at “stive sit eget forslåede image af”. På den ene eller den anden måde har journalisterne besluttet, at Israels bedrifter ikke må skildres i et positivt lys.

Samme adfærd kan ses over for Abraham-Aftalerne fra 2020, historiske resultater i en hidtil uopnåelig fred mellem Israel og araberne. Aftalerne er ofte blevet modtaget med en benhård kynisme i medierne såvel som blandt veteraner i fredsprocessen, hvis egne opskrifter gentagne gange er mislykkedes. Mange politiske ledere i Europa har fulgt trop. Deres årtier gamle modstand imod den jødiske stat var stort set drevet af et egoistisk begær efter at tage parti for en arabisk verden, som var voldsomt imod Israels eksistens, om det så gjaldt krig.

Lord David Trimble, tidligere førsteminister i Nordirland og modtager af Nobels Fredspris, nominerede i november den israelske premierminister Benjamin Netanyahu til prisen, sammen med kronprins Mohammed bin Zayed Al Nahyan i Abu Dhabi. Lord Trimble anerkendte, at Netanyahu er drivkraften bag Abraham-Aftalerne, hvis oprindelse daterer sig tilbage til hans tale til en forsamling i den amerikanske Kongres i 2015, hvor han klargjorde sin holdning imod Irans nukleare ambitioner. Netanyahus ensomme holdning blev grebet af nogle arabiske ledere, som begyndte at indse, at de havde en fælles sag med staten Israel, som kunne føre til en lysere fremtid for dem end en, der var hæmmet af unødigt fjendskab.

Der er ikke sket en større bevægelse i retning af fred nogen steder i verden i årtier. Vi får at se, om Netanyahu modtager Nobels Fredspris i oktober. Hvis ikke, så vil det skyldes den samme foragt, som New York Times og mange selverklærede vestlige intellektuelle nærer til denne premierminister, som, skønt han er kontroversiel både hjemme og i udlandet, repræsenterer den israelske ånd, som de er besluttede på at nedgøre ved enhver given lejlighed — selv ved så kolossale bedrifter som Abraham-Aftalerne og et verdensførende vaccinationsprogram.

Oberst Richard Kemp er tidligere kommandør i den britiske hærHan var også leder af det internationale terrorismeteam under det britiske regeringskontor og er i dag skribent og holder foredrag om internationale og militære forhold.