Ja-sidens løgn om forholdet mellem EU og NATO

”Både Obama og Trump har presset på for at få EU til at tage mere ansvar for sin egen sikkerhed. Der er med andre ord ikke noget modsætningsforhold mellem EU og NATO”, hævder ja-siden.

Det er korrekt, at både Obama og Trump ved flere lejligheder har forlangt, at EU skulle tage mere ansvar for sin egen sikkerhed. Men det er ren og skær manipulation at fortolke de amerikanske opfordringer derhen, at USA skulle have lagt op til en styrkelse af det europæiske forsvarssamarbejde i EU-regi.

Ja-siden kan heller ikke henvise til en eneste amerikansk udmelding om, at det, at ”EU bør tage mere ansvar for sin egen sikkerhed” i USA’s optik er ensbetydende med, at EU bør etablere en egentlig EU-hær.

USA og NATO er fortsat rede til at hjælpe Europa i krisesituationer som f.eks. krigen i Ukraine, men en lang række opgaver forventer amerikanerne, at vi selv tager os af i Europa. Det gælder dog primært opgaver af ikke-militær karakter som f.eks. bekæmpelse af epidemier eller forsvar af EU’s grænser.

EU kan ikke forvente, at NATO kommer og hjælper europæerne med at stoppe de store flygtningestrømme fra Afrika og Mellemøsten eller menneskesmuglingen ind i Europa. Her er det kun det europæiske samarbejde til at sikre os.

Der er i EU stærke kræfter, der arbejder på at svække NATO. Macron, der drømmer om en EU-hær under fransk kommando, har som bekendt betegnet NATO som ”hjernedød” og opfordret til et stærkere europæisk forsvarssamarbejde. Macron har med andre ord lagt NATO i graven og vil bytte NATO ud med europæisk forsvar.

Og Merkel erklærede i maj 2018 direkte, at Europa ikke længere kunne forlade sig på amerikansk beskyttelse, og at det måtte tage sin skæbne i egne hænder.

Økonomisk er EU næsten lige så stærk som USA og stærkere end Kina, så hvorfor optræder EU ikke som den supermagt, unionen er? Det skyldes selvfølgelig, at Europa har vænnet sig til at leve som klient under den amerikanske beskyttelse og dominans. EU’s afhængighed af USA har medført, at EU har mistet viljen til at optræde som en selvstændig udenrigspolitisk aktør, selvom unionen har den økonomiske magt til det.

EU blev i sin tid oprettet for at afskaffe magtpolitikken og er derfor ude af stand til at føre en benhård magtpolitik. I stedet er EU blevet godhedens imperium uden vilje og evne til at forsvare sig selv og tage ansvar for den ”liberale” verdensorden, som EU’s ledere elsker at tale så meget om. Nutidens Europa mangler ganske enkelt den maskuline vilje og evne til med styrke, vold og magt at beskytte sine grænser, borgere og institutioner.

Tanken om en EU-hær er i øvrigt lige så gammel som EU selv, men den er aldrig blevet til virkelighed. Medlemslandene har nemlig meget lidt appetit på at afgive suverænitet på forsvarsområdet. Hertil kommer, at EU-landenes militære kapaciteter er i en miserabel forfatning, og at kompatibilitetsproblemerne mellem de enkelte landes forsvar gør, at de praktiske udfordringer ved at oprette en troværdig EU-hær er uoverstigelige.

Uden USA’s atomparaply og robuste afskrækkelse går det derfor ikke. Ingen EU-hær kan levere de samme garantier som USA. Og derfor er USA fortsat den eneste leverandør af både Europas og Danmarks sikkerhed.

Det er sandt, at USA i årevis forgæves har krævet, at de europæiske NATO-lande løfter en større del af forsvarsbyrden. USA har imidlertid aldrig tilkendegivet, at et øget europæisk bidrag på forsvarsområdet ikke skulle gå til NATO, men til EU med henblik på at opbygge en militær uafhængighed af NATO og dermed et nyt, bekosteligt militært bureaukrati og militærapparat samt en rivaliserende kommandostruktur nede i EU.

Er man imod neddrosling af NATO til fordel for en imaginær EU-hær, bør man derfor stemme nej den 1. juni.

André Rossmann