Debatindlæg af SPARAFUCILE
I Folketinget vandrer alle 179 medlemmer frit og glade rundt på fri fod, hvad de nok ikke burde være, eftersom de bærer et tungt ansvar for gennem en række samfundskriminelle forsyndelser at have lukket en folkevandring af klienter ind i Danmark. Den årlige regning for at holde liv i arbejdsløse migranter fra de islamiske samfund andrager 90 milliarder kroner. Dette vanvid og slavebinding af de danske vælgere og skatteydere burde nok være en rigsretssag værd, men den kommer ikke. I det offentlige placerer man ikke et ansvar. Man fordeler det. Helst på så mange som muligt for så er der jo i den sidste ende ingen, der har det. Og det var jo også hensigten med politisk arbejde. Man har magten, men ansvaret blæser i vinden. Et flertal i Folketinget har nu pustet sig op til dobbeltmoralsk størrelse og gennemfører en rigsretssag mod Inger Støjberg, der nok har begået nogle formelle procedurefejl, men intet der burde udløse den hadefulde heksejagt, der nu er sat i gang af hendes eget parti.
I stedet for fortabe sig i apotekerjuraen burde man hellere se på sagen gennem et praktisk og etisk perspektiv. Når islam er blevet så stor en succes i de arabiske lande, er det fordi islamiske teologer i deres hellige tekster har kanoniseret den urgamle arabiske stamme- og klankultur, der var et enevældigt mandestyre, og hvor kvinder havde en værdi, der lå mellem en mand og en kamel. Profeten Muhammed, der ikke var profet, men general og feltherre, blev flere hundrede år efter sin død af de islamiske teologer ophøjet til profet og til det mest perfekte menneske, der har levet. Dette perfekte menneske blev gift med et barn og havde sex med hende fra lille Aisha var 9 år gammel.
Denne sædvane har naturligvis dannet forbillede for alle raske arabiske mænd, der gerne ville kopiere deres profet i liv og gerning. Barnebrude har derfor en vis udbredelse i den islamiske verden. Man skal også forstå, at i den arabiske, islamiske kultur er ægteskabet ikke en pagt, der frivilligt indgås mellem to mennesker. Det er en pagt, der indgås mellem to familier. I islam bestemmer familien over individet. Stammen bestemmer over familien, og klanen bestemmer over stammen. Og sådan har det været i den arabiske kultur siden oldtiden. Og sådan er det i dag, fordi Allah har bestemt, at intet må forandres.
I Danmark kan man ikke lovligt indgå ægteskab, hvis man er under 18 år, medmindre der foreligger helt særlige omstændigheder. Det er derfor naturligt og fornuftigt, at når dansk og islamisk lov og kultur kolliderer, er det værtslandets love, der gælder. I Sverige er det hovedreglen, at mandlige migranter, der er gift med mindreårige kvinder, adskilles ved ankomsten. Hvis en senere udredning motiverer det, kan parret atter blive sammenført. Det er kun moralsk, politisk og kulturelt anstændigt, at vi i Danmark gør det samme, da migranter må forstå og acceptere, at de ikke kan komme slæbende med sharia ægteskaber og andre islamiske kulturvaner, der støder sammen med dansk retsopfattelse, og så få det som, de vil. En ung, velbegavet ung kvinde er jo chanceløs i det danske samfund, hvis hun som tvangsgift på livstid skal være spærret inde sammen med en mand, der betragter hende som en avlsko og ulønnet køkkenslave uden mulighed for at flygte ud i det samfund, hvor andre kvinder er frie til at uddanne sig og vælge karriere og mand efter deres eget hoved.
Hensynet til kvinders friheds- og borgerrettigheder skal i Danmark være den afgørende faktor i det danske retssamfund og ikke som hidtil et fejt og frihedsfjendtligt knæfald for det islamiske kvindesyn, der har forpestet livet for titusinder af islamiske migrantkvinder, som endte ved kødgryderne og ikke som de frie og selvstændige mennesker, de havde håbet at blive i det danske demokratiske ligestillingssamfund. Det var det, Inger Støjberg forsøgte at rette op på, men blev fanget af sine kolleger i en udlagt fælde af procedurefejl og oplysningsforsømmelser. Selv om Inger Støjberg skulle blive frikendt, er hun færdig i Venstre. Fra starten var det vist også meningen at komme af med den nationalliberale Støjberg, så kursen hen imod en mere socialdemokratisk partilinje kunne realiseres uden slinger i valsen. Eller som Jakob Ellemann kunne have udtrykt det: ” Venstre er et lov og orden parti, så derfor smider vi Støjberg under bussen”.