”Det lyder som en eventyr, et sagn fra gamle dage. En røvet datter, dybt begrædt er kommet frelst tilbage”. Sådan skrev forfatteren Henrik Pontoppidan i 1918 i anledning af den forestående genforening med det Sønderjylland, vi måtte afstå efter nederlaget i 1864. For os moderne europæere kan det være vanskeligt at forstå og acceptere, at de fleste russere rummer lignende følelser over for tabet af Ukraine. I 1654 aflagde den ukrainske kosak-fyrste troskabsed til den russiske zar og bragte dermed landet ind under russisk suverænitet. Ukraine var medstifter af Sovjetunionen i 1922. Det blødende nationale russerhjerte vil derfor gerne have Ukraine tilbage i folden på den ene eller anden måde.
Optagelsen af de tidligere våbenbrødre fra Warszawapagten i NATO og EU blev i Rusland opfattet som ekstremt fjendtlige handlinger direkte vendt mod Ruslands nationale sikkerhed. Den moderne russiske formynderstat under Vladimir Putins ledelse hælder bevidst benzin på dette bål af fremmedhad og mistænksomhed. Putin-regimet sidder i dag så tungt på de russiske medier, at den almene befolkning ikke ser Putin som en sørøverkaptajn på erobringstogt, men som den ansvarlige, myndige og omsorgsfulde regent, der som en anden Christian den 10. snart vil ride over grænsen på en hvid hest og besegle genforeningen med den røvede datter.
Putin er en begavet mand, der ved, hvad han kan opnå, og hvad han ikke kan opnå. Det er næppe målet at indlemme Ukraine i det russiske rige, men snarere at sikre, at Ukraine bliver en del af den russiske autoritetssfære på samme måde som de østeuropæiske lande, der efter anden verdenskrig blev låst inde på den forkerte side af jerntæppet. DDR, Polen, Tjekkoslovakiet og Ungarn spillede nok formelt hver deres instrument i det røde kapel, men det var sovjetstaten, der bestemte hvad og hvordan, der skulle spilles. Derfor vil vi nu se et nyt jerntæppe, der sænker sig fra Østersøen til Sortehavet. Det kommer ikke til at ligne det gamle jerntæppe fra den kolde krig, men det bliver etableret af den samme grund. Putin er tidligere KGB-chef i DDR. Han kan sin politiske historie og ved, at jerntæppet gennem en total isolation af vestlig politisk, økonomisk og kulturel indflydelse frelste det håbløse socialistiske system for undergang gennem årtier.
Den totale, altomfattende isolation virker derfor systembevarende for totalitære regimer – som Rusland jo er i dag – og ikke systemomstyrtende, således som vi tror i de vestlige demokratier. 13 års benhårde sanktioner mod Saddam Husseins Irak væltede ikke diktatoren. Årtiers sanktioner mod militærjuntaen i Burma var ligeledes virkningsløse. For at forstå jerntæppets konserverende effekt på det kommunistiske system skal man forestille sig et Europa efter anden verdenskrig, men uden jerntæppet, for eksempel omkring 1960: I det kommunistiske Tjekkoslovakiet henslæber maskinarbejderen et trist ikke-liv i en trang og overfyldt lejekaserne. Hans kone må hver dag styrte rundt for at finde en kø, hun kan stille sig op i med sit indkøbsnet. Måske vil der være en stump pølse eller en luns kylling at få. Ellers vanker der igen-igen kogte kartofler og kål til aftensmad. Nu tager maskinarbejderen en tur over grænsen for at se, hvordan hans kollega, den tyske maskinarbejder lever. Tyskeren bor i en moderne og rummelig lejlighed. Her er pæne møbler og en stor TV- modtager. Familien køber ind i et velforsynet supermarked. Tyskeren ejer en folkevogn og har råd til sommerferie i Spanien. Det kommunistiske system havde naturligvis ikke kunnet overleve denne grumme konfrontation, men den selvvalgte isolation forlængede dødskampen i årtier.
Nu har Rusland atter brug for at holde de vestlige demokratier på afstand, således at Putin kan operere friere i og omkring Ukraine. Han behøver ikke at etablere et egentligt jerntæppe. Det har han folk til. Nemlig os i EU og USA: Putin iværksætter provokationer. Vesten svarer med sanktioner. Putin lancerer mod-sanktioner og opnår hermed lige nøjagtig den grad af isolation, der styrker det nationale sammenhold mod det ondsindede Vesten. Det ved Putin, og derfor er han på vinderkurs. I EU sidder vi passive i vores afmagt og rådvildhed. Den tidligere amerikanske forsvarsminister Donald Rumsfeld sagde ofte, at man kommer langt med et venligt smil og en pistol. USA og EU har vinket farvel til pistolen og sidder nu tilbage med kun et smil. Citronsmilet.