Joe Biden i lo…t til halsen

Af Lars Hedegaard.

Dag for dag synker Biden-klanen dybere i den mudderpøl af korruption, hvor den selv har anbragt sig. Det er ikke nogen stor historie i danske medier, der vist nok stadig mener, at præsident Trump er russisk agent, så hvad kan man forvente?
Til gengæld brænder det på i USA, hvor endog Den Dybe Stats flagskibe så som New York Times og Washington Post pludselig må indrømme, at korruptionsanklagerne mod præsidentens søn, Hunter Biden, ikke er russisk disinformation.
Hvad får dem til pludselig at gå til bekendelse, efter at de har begravet historien i 17 måneder? Det samme, som i sin tid fik dem til at lyve. Det handler om for enhver pris at dække over råddenskaben i toppen af det demokratiske parti for at holde republikanerne fra magten.
Da New York Post et par uger før præsidentvalget i 2020 offentliggjorde indholdet af Hunter Bidens computer med de uigendrivelige beviser på, at ikke bare unge Biden, men hans far Joe havde modtaget penge fra flere fremmede magter – bl.a. Ukraine, Kina, Rusland og Kazakhstan – gjaldt det om for enhver pris at begrave historien. Hvis sagen var kommet frem, ville Biden ikke have vundet. Meningsmålinger lavet efter præsidentvalget viste, at 17 pct. af dem, der havde støttet Joe Biden, ville have stemt anderledes, hvis de havde kendt til Biden-klanens korruption.
Som Margor Cleveland fra The Federalist bemærker: “Den kollektive begravelse af [Hunter Bidens] computerskandale er det værste forsøg på at påvirke et valg, som vi nogen sinde har set i vores land.”
Men nu kan medierne ikke længere klare sig med løgn og fortielser, da meget tyder på, at en grand jury vil sigte Hunter Biden for pengevask og salg af indflydelse på højeste sted i Washington. Nu gælder det om at begrænse skaderne til Hunter og friholde ”the big guy”, Joe, så han kan undgå at blive stillet for en rigsret. Derfor har mainstream-medierne nu travlt med at bedyre, at Hunter måske nok er en skidt knægt, men at hans far ikke har noget med det at gøre.
Denne strategi vil næppe bære frugt, for der kommer et midtvejsvalg i november, og alt tyder på, at republikanerne vinder flertallet i Repræsentanternes Hus. De kan derefter indkalde vidner, som under ed må fortælle, hvad de vidste og hvornår de vidste det. Det kan komme til at koste the big guy præsidentposten.
De danske medier er nok allerede i gang med en redningsplan for at forklare deres følgere, hvorfor de ikke bemærkede noget.

Skriv din mening (Du skal være logget på Facebook)