Debatindlæg af ARES.
I tressernes og halvfjerdsernes USA vidste amerikanerne, hvordan nyhederne og verden hang sammen, når den berømte CBS-ankermand Walther Cronkite altid sluttede aftennyhederne med sætningen ”and that’s the way it is”. Dengang i USA som i Danmark bekendte medierne sig til en tostrenget journalistik: REPORTAGEN bestod af objektive beskrivelser af nyheder, og KOMMENTARERNE var præget af skribentens eller mediets egne holdninger til stoffet. Denne adskillelse var ikke perfekt, da medierne naturligvis ikke kunne løbe fra deres politiske ståsted. Valg og fravalg af nyheder på redaktionerne var et resultat ikke af objektivitet, men af imødekommenhed over for læsere og ejere. Berlingske skrev dagligt om undertrykkelsen og grusomhederne i de socialistiske lande, og Land & Folk skrev dagligt om grusomhederne og undertrykkelsen i de kapitalistiske lande. Politiken, DR og Information havde lange og hyppige indslag om den amerikanske imperialismes massakrer på civilbefolkningen i Vietnam. BT skrev rosende om kongefamilien. Ekstrabladet søgte med lys og lygte efter kongeligt skandalestof. Den tostrengede journalistik blev ikke udført perfekt, men dog i nogen grad.
Da internettet og de sociale medier havde opnået global udbredelse, brød det eksisterende mediesystem sammen. I USA flygtede annoncørerne over på de sociale medier, og i de sidste tyve år er mere end 2000 dagblade forsvundet fra mediebilledet. Svaret blev udviklingen af post-journalistikken, som stjæler de sociale mediers hidsige debatplatform og pakker den ind i et dagblads troværdige klædedragt. Målet var gennem kampagnejournalistik at skabe den ”vrede borger” og fodre vreden med stof, der kunne vedligeholde vreden og styrke den og derved gøre borgeren meningsafhængig af de medier, der bedst kunne levere varen.
Donald Trumps indtog på en politiske scene blev for New York Times, Washington Post og de store tv-stationer en gave sendt fra himlen eller snarere fra helvedet. Alle de dominerende medieaktører satsede nu hele butikken på post-journalistikken. Objektivitet blev afløst af forargelse og hævntørst. Hvis man som journalist så Trump som populist, racist og fascist, var det ens pligt at bekæmpe ham med alle midler og ikke at dække ham på traditionel journalistisk vis. Medierne iførte sig kampuniformen og erklærede total krig mod præsident Trump.
Samtidig lancerede man et parallelt felttog mod et begreb, som man døbte systemisk racisme, der påstod, at USA er undertrykt af den hvide mands overherredømme, som holder sorte og brune borgere trykket nede i skidtet uden indflydelse på noget som helst. Washington Post åbnede ballet med en serie reportager om Trumps landsforræderiske rænker med Rusland, der stjal præsidentvalget fra Hillary Clinton. De andre hovedmedier fulgte efter, og i fire år blev amerikanerne bombarderet med hårrejsende sager om Trumps kriminelle aktiviteter, der omfattede bestikkelse og afpresning af fremmede statsoverhoveder, sabotage af lov og orden og landsforræderi. Alle sagerne viste sig at være løgn og opspind, men New York Times seksdoblede antallet af net-abonnenter i perioden 2016-20 og blev sammen med Washington Post tildelt den eftertragtede Pulitzer Prize for sine løgnehistorier om den russiske sammensværgelse.
Der er intet, der smitter som succes. Danske medier slubrede post-journalistikken i sig og har siden 2016 været et bevidstløst ekkokammer for CNN-betændelsen. Nu da Trump er væk, vil vi se medierne og Big Tech-giganterne koncentrere sig om udrensningen af den illusoriske hvide racisme og af alle borgerlige holdninger, der står i vejen for den fremadskridende sovjetisering af USA.
Forrådnelsen og ensretningen af medier og meninger har også godt fat i Danmark og vil brede sig yderligere efter amerikansk forbillede. Heksejagten på borgerlige værdier er blevet en menneskeret.