I en leder, som Jyllands-Posten (JP) har bragt den 2. december 2018, lufter avisen sin forargelse over Airbnb, som midt i en tid med antisemitisme på fremmarch ikke vil udleje israelske boliger på Vestbredden. Man kunne tro, at JP’s leder er udtryk for ægte sympati med Israel. I realiteten er JP alt andet end sympatisk stemt over for Israel. Ligesom de øvrige danske medier deltager JP aktivt i den danske propagandakrig mod Israel og dækker udviklingen i Mellemøsten på en måde, så Israel fremstår som skurk.
JP – et blad med stærke antisemitiske traditioner
De yngre læsere af JP er sikkert ikke klar over, at i mellemkrigstiden blev antisemitiske karikaturer og kommentarer primært trykt i dagblade med tilknytning til Venstre og Det Konservative Folkeparti. Hyppigst i jyske aviser, skønt de fleste danske jøder boede i hovedstadsområdet. Og det var især Jyllands Posten, der var stærkt antisemitisk. Som reaktion på Krystalnatten stillede avisen sig på nazisternes side og viste forståelse for etnisk udrensning af jøder, så længe ”det foregik forholdsvis samvittighedsfuldt”.
Hele Danmark støttede boykot af Israel
Det er grov manipulation med fakta, når JP i sin leder giver SF skylden for den danske boykotaktion mod Israel. Faktum er, at det var hele det officielle Danmark, der i 2014 opfordrede virksomhederne til ikke at handle med israelske selskaber, som direkte arbejder i de såkaldte ”besatte områder”. Flere kommuner har fulgt opfordringen i deres indkøbspolitik. I stormagasinet Magasin har man fjernet en række israelske produkter fra hylderne. Og Europas største kriminelle møntvaskeri – Danske Bank – satte Israels største bank Hapoalim på listen over firmaer, som man af ”etiske” grunde ikke vil investere i.
Også JP var imod melodigrandprix i Israel
”Israel bliver i FN-regi jævnligt kritiseret, og inden længe venter givetvis en debat om, hvorvidt Israel kan være vært for næste års melodigrandprix”, skriver JP i sin leder. JP har fortrængt, at avisen den 1. sept. 2018 bragte en antisemitisk tegning Voxpop i anledning af, at kunstnere fra hele Europa opfordrede til boykot af Eurovision i Israel.
JP fungerer som Hamas’ talerør
Ligesom de øvrige medier spiller JP velvilligt med på et forvrænget og forsimplet billede af den komplicerede Israel-Palæstina konflikt og lægger sine spalter til propalæstinensisk propaganda. Så sent som den 27. september 2018 kunne man i Jyllands-Posten læse et indlæg fra en Anette Thaulow (R), hvor hun fremstiller Israel som skurk og opfordrer den danske regering til at anerkende Palæstina som stat.
JP underrapporterer antisemitiske hændelser
”Fysiske angreb på jøder i Europa tager også til, og mange terroraktioner er målrettet jøder. Begge dele bliver underligt underrapporteret i offentligheden”. Ja, os bekendt har JP ”underligt underrapporteret” den stigning i antallet af antisemitiske hændelser, som blev registreret sidste år. Det blev derimod udførligt rapporteret i 24NYT.
JP er ikke jødernes og Israels ven, og avisens påtagede forargelse over Airbnb er ikke andet end spil for galleriet. Men der er sikkert mange naive og uoplyste sjæle blandt JP’s læsere, der vil hoppe på avisens hykleriske PR-stunt.
André Rossmann