Jyske Bank har gennemført et udbud på området for processing af betalinger med internationale kort med henblik på at fremtidssikre innovative betalingsløsninger til bankens privat- og erhvervskunder. De konkurrerende tilbudsgivere er blevet vurderet ud fra deres samlede evne til at tilbyde attraktive muligheder for produktudvikling, driftssikker teknologi og konkurrencedygtige vilkår. På den baggrund har Jyske Bank valgt Nets som samarbejdspartner.
Med den nye aftale ser Jyske Bank frem til at skærpe sin konkurrencekraft på betalingsområdet til gavn for både forbrugere og virksomheder, der er kunder i Jyske Bank.
“Betalingsområdet udvikler sig hastigt i disse år, og vi vil i Jyske Bank fortsætte med at levere Danmarks bedste betalingsløsninger til vores kunder også i årene frem,” udtaler bankdirektør Peter Schleidt, Jyske Bank, og fortsætter:
“Vores kunder vil have enkle, sikre og smarte betalingsløsninger, der virker både herhjemme og i udlandet. Denne aftale giver os et solidt grundlag for at kunne levere dette og skaber samtidig mulighed for, at vi kan fortsætte udviklingen af innovative kort- og betalingsløsninger til vores kunder.”
Tættere samarbejde og fælles udvikling
Som en del af aftalen vil Jyske Bank og Nets i et tættere samarbejde udforske mulighederne for fælles udvikling af nye brugervenlige løsninger, der vil gøre betalinger lettere for Jyske Banks kunder.
”Jyske Bank har en størrelse og profil i den danske banksektor, der gør det meget attraktivt for Nets at fortsætte og styrke samarbejdet, hvilket denne aftale danner grundlag for. Vi glæder os til at bistå Jyske Bank i deres videre udvikling af nye betalingsløsninger med afsæt i en sikker og stabil platform,” siger Thomas Jul, landechef og CEO for Issuer & eSecurity services i Nets.
Udover at Nets fremover vil håndtere betalinger med kort foretaget igennem Jyske Bank, rummer aftalen også fortsat leverance af en række andre services, herunder fraud og dispute services fra Nets.