Kæmpe LEGO globus hylder børns kreativitet

Den store LEGO® globus er beklædt med 430 små LEGO® værker, som børn fra hele verden byggede, da de under coronapandemiens første bølge var isoleret hjemme i foråret 2020. Globussen er et unikt kunstværk, som viser verden gennem børns kreative og håbefulde øjne: Sjove steder at mødes, nye måder at transportere sig på, enhjørninger med tre horn eller et bæredygtigt landbrug med en regnbue af positivitet.

”Globussens fremtidsvision viser, at selvom verden lukkede ned med corona-pandemien, er der intet, som kan sætte børns kreativitet, drømme og fantasi på pause – nærmere tværtimod. Der er altid et behov for leg og muligheder for, at børn gennem leg føler sig trygge og opbygger en tro på en verden, der nok skal blive god igen,” siger Kathrine Kirk Muff, VP og Head of Social Responsibility i LEGO Koncernen.

”LEGO Koncernen har siden 2015 samarbejdet med UNICEF med det formål at fremme børns rettigheder og støtte tidlig læring gennem leg. Børn er vores største ansvar, de er vores fremtid, og vi er derfor glade for, at vi sammen med UNICEF kan vise, hvordan LEGO® produkter har haft en positiv indvirkning på børns kreativitet og familiers trivsel i år, hvor vi alle er påvirket af nedlukninger.”

LÆS OGSÅ:  LEGOLAND fylder 50 år den 7. juni

I fokus på Børnenes Dag 2020

I samarbejde med DSB udstiller LEGO® Koncernen og UNICEF Danmark den store LEGO® globus midt på Københavns Hovedbanegård i forbindelse med Børnenes Dag den 20. november. Det sker for at fejre verdens børn og minde alle voksne om at lytte til børn og tage dem med på råd, når grundstenene til vores fælles fremtid bliver lagt.

”Børnene er både verdens nutid og fremtid, derfor skal vi lytte til dem og tage dem med på råd. Deres håb og ønsker er ledestjernen for den fremtid, vi skal skabe sammen,” siger generalsekretær for UNICEF Danmark, Karen Hækkerup.

”Globussen, som vi har sat op sammen med to af vores faste partnere, LEGO og DSB, har givet verdens børn en stemme og mulighed for, at de kan dele deres kreative visioner med resten af verden. Det, at den står på Hovedbanegården, gør, at endnu flere både børn og voksne bliver mindet om, hvor vigtigt det er, at vi lytter til verdens børn – samtidig med, at den sætter overvejelser i gang om, hvordan vil jeg gerne bidrage, og hvad er vigtigt for mig.”

Hovedbanegården går i blåt

Den 20. november bliver Københavns Hovedbanegårds facade mod Vesterbrogade oplyst i et blåt skær, som forbipasserende også oplevede det på Børnenes Dag i 2019. I år sker oplysningen med blåt lys både på facaden og under loftet i den smukke hal, hvor LEGO® globussen kan opleves i dagene både før og efter den 20. november. LEGO® glade børn og voksne behøver altså ikke stimle sammen for at se globussen på Børnenes Dag.

LÆS OGSÅ:  15 af verdens dygtigste LEGO byggere udstiller i LEGO House

”Jeg er glad for, at DSB sammen med LEGO® Koncernen kan støtte op om UNICEF’s vigtige arbejde med at skabe en bedre, mere retfærdig og mere bæredygtig fremtid for verdens børn. Vi er stolte af, at vi også på denne måde kan være med til at tage et lokalt og globalt medansvar for FN’s verdensmål,” siger Flemming Jensen, administrerende direktør i DSB.

I området omkring LEGO® globussen er der opsat skilte og klistermærker med spørgsmål, som kan starte en dialog mellem børn og voksne. Globussen kan opleves på Hovedbanegården fra den 17. november til den 23. november 2020.

Fakta om LEGO® globussen

  • Globussen måler fire meter i diameter og er skabt af mere end 350.000 farverige LEGO® klodser og elementer.
  • Den har tager 2.700 timer for flere erfarne modelbyggere at bygge.
  • Det meste af globussens overflade er dækket af de 430 små bygningsværker, som skabt af 430 børn fra hele verden.
  • Globussen består af fem kontinenter, hvor børnenes værker vises i fem kategorier: Natur, transportmidler, fantasivæsner, objekter og steder.
  • Børnene har bygget deres værker, da store dele af verden var lukket ned under corona-epidemien i foråret 2020.
  • Børnene har fotograferet deres værker og uploadet billederne til LEGO®’s sociale medier. Ud af tusindvis af forslag er 430 værker blevet valgt ud og genskabt til globussen af professionelle LEGO® modelbyggere.
  • Globussen står på Københavns Hovedbanegård frem til den 23. november 2020. Derefter kan den opleves i LEGO House i Billund.
LÆS OGSÅ:  Så kom dagen: THE LEGO MOVIE World og tre nye forlystelser er endelig åbnet i LEGOLAND

Fakta om Børnenes Dag

  • Den 20. november hvert år er det Børnekonventionens fødselsdag og Børnenes Dag.
  • Den dag sætter UNICEF og partnere som DSB og LEGO Koncernen ekstra fokus på de rettigheder, som alle verdens børn har og er indskrevet i FN’s Børnekonvention.
  • Børnekonventionen blev vedtaget i FN i 1989 og består af 54 artikler, som i daglig tale bliver kaldt børns rettigheder.
  • I 2020 afvikles Børnenes Dag som en række virtuelle events grundet corona, herunder en live-event med H.K.H. Kronprinsesse Mary, uddeling af årets UNICEF-pris og et arrangement med Udviklingsminister Rasmus Prehn.
  • En række UNICEF-partnere vil som DSB oplyse deres bygninger i blåt lys.

Skriv din mening (Du skal være logget på Facebook)