Hvis du ser en lille harekilling ligge alene i kulden, skal du ikke blive bekymret for den. Den er hverken forældreløs eller i nød.
Dyrenes Beskyttelses Vagtcentral 1812 modtager mange henvendelser fra folk, der tror, de har fundet en enlig harekilling i nød. Men faktisk færdes harekillinger på egen pote helt fra fødslen, og er hverken i nød eller har brug for hjælp.
Harekillinger er nogle af forårets første dyreunger og i februar kan man få øje på dem i landskabet, fordi planterne ikke er begyndt at spire endnu. Når ungerne kommer til verden har de både pels og åbne øjne, og i løbet af få timer efter fødslen bevæger de sig rundt alene. Kun én gang om dagen efter solnedgang samles mor og harekillinger det sted, de blev født, og så får harekillingerne mælk af moren.
”Harekillinger gemmer sig omkring det sted, de blev født, i en radius på ofte over 100 meter. Helt fra begyndelsen er de selvstændige. En enlig harekilling er altså ikke i nød eller forældreløs. Den gemmer sig bare eller er på vej hen til sin mor for at få mælk,” forklarer Michael Carlsen, der er biolog i Dyrenes Beskyttelse.
Selvom de små unger har det fint, får Dyrenes Beskyttelse henvendelser fra danskere, der er bekymrede for de små dyr. Michael Carlsen fortæller, det er vigtigt, at man ikke rører ved dem eller tager dem op.
”Når folk tager små harekillinger med hjem, så gør de i mange tilfælde en sund og tryg harekilling angst og stresset. Det alene kan i yderste konsekvens slå den ihjel. Det er meget vigtigt, at man lader dem være, hvis de ikke er skadede,” understreger Michael Carlsen.
Dyrenes Beskyttelse anbefaler:
- Lad harekillingerne være hvis ikke de er skadede. Det er helt normalt, at de opholder sig alene.
- Hvis en harekilling er blevet hjembragt, så skal den genudsættes på stedet, den blev fundet. Hvis du ikke kan finde præcis det sted, du fandt den, så skal det være så tæt på som muligt – harekillinger kan godt finde vej.
- Hvis harekillingen har synlige skader eller er blevet bragt hjem af hunden eller katten, så skal du ringe til Dyrenes Beskyttelses Vagtcentral 1812 for vejledning om håndtering af harekillingen.