Halsnæs Kommune inviterer på gåtur i naturen den 29. juli.
Kappelhøjkilen er et storslået landskab mellem Roskilde Fjord og Arrenæs, der blev skabt af istidens enorme kræfter. En fredning af det smukke landskab sikrer, at området bevares til rekreative formål, og at forholdene for dyr og planter forbedres.
Det kan du opleve ved selvsyn, når der torsdag den 29. juli kl. 19-21 er ”Kaffe med udsigt” i området.
Mødestedet er Sportsvej ved Frederiksværk Svømmehal. Herfra fører en gåtur gennem det kuperede landskab med fine udsigtspunkter over Roskilde Fjord.
Undervejs fortælles der om kommunens indsats for at skabe blomstrende overdrev og optimale vilkår for områdets arter. Du kan bl.a. høre om det irgrønne markfirben og specialisten blåhatjordbi, som bor ved Kappelhøjkilen.
Turen gennem det kuperede landskab er forholdsvis krævende og afsluttes med Kaffe ved Sportsvej.
Der er plads til 50 deltagere på turen – tilmelding skal ske via https://halsnaes.nemtilmeld.dk/.