Ifølge den seneste meningsmåling har Kamala Harris nu taget føringen over Donald Trump. Hendes strategi er den samme som den, Joe Biden valgte i 2020, nemlig ikke at give interviews til kritiske medier, men nøjes med at optræde i forsamlinger, hvor hun er sikker på at få en overstrømmende modtagelse.
Flere mener, at hun ikke har nogen selvstændig holdning til ret meget, men er et tomt hylster, der bliver fyldt af dem, som hun skylder tjenester – først og fremmest de pengestærke finansfyrster, der har investeret i hende.
Det gør det endnu mere påtrængende at undersøge, hvad hendes netop udpegede vicepræsidentkandidat, Minnesotas guvernør Tim Walz, står for.
Her er nogle af hans bedrifter:
Han undlod at holde regnskab med millioner af dollars, der skulle gå til trængende børn, hvilket åbnede muligheden for svindel.
Han har godkendt lovgivning, som tillader mindreårige at undergå kønsskifteoperationer uden forældrenes godkendelse.
Ligeledes har han underskrevet en lov, der påbyder skoler at anbringe tamponer på drengenes toiletter. Begrundelsen synes at være, at drenge kan menstruere.
Under de voldsomme optøjer i 2020 i forbindelse med George Floyds død undlod han i tre dage at indsætte Minnesotas nationalgarde, selv om hele kvarterer af Minneapolis blev brændt ned til grunden. Tvært imod forsvarede han vandalerne.
Under Walz’s lederskab giver Minnesota gratis uddannelse til illegale immigranter. Han har også underskrevet en lov beregnet på at give dem gratis kørekort.
Som reaktion på den mur, som Donald Trump lod opføre langs grænsen til Mexico, bebudede han, at han ville investere i en fabrik, der kunne fremstille stiger, således at migranterne kunne komme ind.
Han har ved flere lejligheder agiteret for socialisme og er kendt som en beundrer af Kina.
Den tidligere formand for Repræsentanternes Hus, Nancy Pelosi, som antages at stå bag udsmidningen af Joe Biden, betegner Walz som midtersøgende og besindig. Det kan hun roligt gøre, for medierne gør, hvad demokraterne giver dem besked på.
Som det i øjeblikket ser ud, vil USA fra og med 5. november blive ledet af to galninge, og spørgsmålet bliver, om unionen kan holde. Man skal huske, at USA består af 50 stater med egne lovgivende forsamlinger, retsinstanser, politi og væbnede styrker i skikkelse af nationalgarder, og mange af staterne vil sikkert ikke acceptere at blive underkastet et diktatur af en alliance af storkapitalen og kommunisterne.