Over de sidste to årtier har centrale embedsmænd med udgangspunkt fra Finansministeriet løbende nedprioriteret det interne kontrolmiljø i staten, skriver Berlingske. De mange skandalesager er derfor en forudsigelig konsekvens af nedlæggelse af kontrolfunktioner og den deraf følgende mangel på fokus omkring forebyggende og afslørende kontroller i statens systemer og forretningsgange.
I 2016 blev de interne revisioner i styrelser og ministerier voldsomt reduceret eller lukket, fordi Rigsrevisionen har haft en tiltro til, at den selvstændigt kunne varetage hele revisionsopgaven. Men fordelen ved intern revision er netop, at den er tættere på processerne og dermed mere effektiv, også når det gælder om at afdække svindel.
I forbindelse med udbytteskatskandalen i SKAT fortalte fhv. skattedirektør Lars Nørding til undersøgelseskommissionen, at SKAT i sin tid sparede generelt på interne kontroller som følge af besparelseskrav fra Finansministeriet.
Når det drejer sig om Britta-sagen, havde Social- og Indenrigsministeriet alene fokus på innovationspolitikken, men ikke på de basale kontroller, som er nødvendige for at forhindre interne besvigelser.
Den moderne ledende embedsmand udviser således total arrogance over for at holde orden i forretningen, og synes ensidigt at se sin opgave i at servicere politikernes dagsordener.
Kammeradvokaten synes at anlægge det synspunkt, at når der ikke var direkte anledning til at have mistanke om besvigelser, så ifalder relevante funktioner ikke ansvar. En praksis, som i en privat virksomhed ville medføre bestyrelsesansvar.
Det forekommer tankevækkende, at Kammeradvokaten på den måde frifinder administrationen for ikke at have haft fokus på kontroller.
Det medvirker jo ikke til sikring af en større ansvarsfølelse blandt embedsmændene, når de næste gang skal prioritere mellem ikke-synlige kontrolsystemer og opnåelse af de politisk definerede resultatmål.