Kampen for et Ekkokammer


Hver uge tager 24NYT temperaturen på ytringsfriheden både i og udenfor Danmark. Medlemmer af Trykkefrihedsselskabets ledelse skriver på skift om aktuelle emner, hvor det frie ord er sat på prøve.


 

Elon Musk har købt Twitter. Det har fået det ellers så magtfuldkomne sammenrend af venstreorienterede medier, politikere og såkaldte meningsdannere til at gå i orbit
 
Af Peter Andreas Fog, bestyrelsesmedlem i Trykkefrihedsselskabet
 

Elon Musk, Verdens rigeste mand og måske historiens største industrialist, har efter et længere tovtrækkeri erhvervet sig det sociale medie Twitter. Twitter er ikke det mest populære sociale medie i Danmark, hvor vi foretrækker Facebook (mere end nogen anden nation), men i USA er det det altafgørende medie, hvis man vil påvirke den politiske debat.

Et socialt medie er at sammenligne med et forsamlingshus for hele nationen, og den der kontrollerer forsamlingshuset afgør dagsordenen, på hvilke præmisser der skal debatteres og endda hvem der må deltage. Skal en mand bestemme præmisserne? Eller var vi bedre tjent med den forhenværende bestyrelse af anonyme pengemænd og udenlandske investorer?

Så selvfølgelig har der i længere tid raset en hidsig debat om betydningen for ytringsfrihed, den gode tone og selve demokratiet, med Musks ejerskab. Grundlæggende deler debatten sig i to fløje, hvor den ene fløj går ind for ytringsfrihed og den anden fløj, der vil censurere de, der går ind for ytringsfrihed. Det sker selvfølgelig under allehånde påståede hensyn til enhver såret følelse, reel som imaginær.

Den amerikanske Senator Elizabeth Warren, der tabte Demokraternes præsidentkandidatur til Senator Joe Biden, skrev f.eks på Twitter

“Billionaires like Elon Musk play by a different set of rules than everyone else, accumulating power for their own gain,” Warren wrote: “We need a wealth tax and strong rules to hold Big Tech accountable.”

Warrens forskrækkelse over Musks ejerskab fortæller selvfølgelig historien om Twitters betydning for den amerikanske politiske debat, mens hendes argumentation ser bort fra, at de fleste medie-mastodonter i USA i forvejen er ejet af milliardærer. Og de store mediehuse, som It-giganter ikke blot allerede har stået til ansvar, men arbejdet stenhårdt for det etablerede politiske konsensus i Washington og efterretningstjenesterne. Hvem af de to entiteter, der har magten er svært at afgøre. Det er ikke for os, at Musk og co skal stå til regnskab, men for Warren og den politiske klasse, der frygter ytringsfriheden. Det er også, hvad de mener når de bruger udtrykket ‘vores demokrati er i fare’, nemlig at de har et nedarvet ejerskab til magten, som almuen ikke skal besudle.

Fra venstrefløjens mest konforme og moralistiske del ses der med rædsel på selve ideen om dissens, som ytringsfrihed kunne medføre, dokumenterer Breitbart. Her er der mere instinktivt og psykologisk, en koldt beregnende. “Det er som Helvedes Porte åbnede sig til aften” skrev Taylor Lorenz på sin Twitter profil da købet blev officielt, mens Rob Reiner kunne oplyse at “Rygtet vil vide at en sociopatisk, patologisk lyvende, racistisk, misogyn, fascist vender tilbage til denne platform” med tanke på den tidligere præsident Donald J Trump. Trump har dog på forhånd afvist at vende tilbage for at kræve sin Krone som konge af Twitter, da han har stiftet sit eget sociale medie Truth Social (desværre endnu ikke tilgængeligt i Danmark).

LÆS OGSÅ:  Fyns Politi bryder Grundloven – uden kritiske reaktioner i vore mainstreammedier

Og det er hvad det handler om, “Fuck Trump and fuck Elon” skrev Majid Padellan tro mod sit kunstneriske gemyt og Shanlon Wu skrev “Elon Musk siger at han er ‘ytringsfriheds absolutist’ – nemt at foregive at sætte misogyne racister og LGBTQ & alle hadere i stand til at udspy deres had, er en nobel intention hvis du aldrig selv er blevet ramt på baggrund af dit køn, race, farve, sexuelle identitet eller religion”. Brian Klass tilføjede “Elon Musk står overfor at lære på den hårde facon, at der er virkeligt gode grunde til at [der] eksisterer moderation af indholdet [med hvilket han mener censur]. Lad os blot håbe at hans arrogance ikke fører til at alt for mennesker vil lide skade eller blive dræbt i løbet af den læringskurve”.

Med den slags emotioner opstår der selvfølgelig hurtigt en ‘nogen-må-gøre-noget’ stemning. Så en række venstreorienterede organisationer og politikere sendte et åbent brev til de tyve virksomheder, der reklamerede mest på Twitter

Vi, de undertegnede organisationer, opfordrer jer til at varsko Musk og offentligt at forpligte jer til at stoppe al reklame på Twitter globalt, skulle han gennemføre sine planer om at underminere varemærket og fællesskabets standarder, hvilket inkluderer udhuling af indholds-moderation.

Og flere af de største firmaer havde da også hurtigt fået kolde fødder “bekymrede for om Musk ville begrænse indholds-moderationen hvilket ville føre til en stigning i kritisabelt indhold på platformen”. Musk selv konstaterede, at presset på virksomhederne for ikke at reklamere på Twitter, havde fået omsætningen til at falde drastisk, selv om man havde forsøgt at efterleve deres ønsker. “Galimatias! De prøver at ødelægge ytringsfrihed i Amerika”.

Market Watch havde et glimrende forsøg på klassisk sofisme. Efter at have sat rammerne  at Musk kunne finde på at gøre Twitter til et fristed for ytringsfrihed, med mediemogulen Randolph Hearst da han startede en borgerkrig på Cuba, så hans aviser havde noget at skrive om – det var før de skrev om Trump. “Meningsfuld frihed kræver nogle grundregler (…) uden disse ville falske og vildledende påstande grassere og skabe mistillid, der i sidste ende ville kalde på et sammenbrud i markedet”

LÆS OGSÅ:  Alt, hvad der er lovligt offline - skal også være tilladt online!

Det samme gælder for markedet for meninger og ideer. Ytringsfrihed er ikke et fripas til forsætligt eller hensynsløst at fremsætte påstande der skader andre eller truer deres levned. Det er derfor vi har love imod defamering ….[og] love der forbyder opviglen til umiddelbar vold, mened og at lyve overfor myndighederne om kriminelle aktiviteter.

Overfor det synspunkt, står Alan Dershowitz, der citerer en af Forfatningens forfattere Thomas Jefferson

Vi har intet at frygte fra de demoraliserende kræfter hos enkelte, hvis andre lades frie til at demonstrere deres fejl, og især står Loven klar til at straffe den første kriminelle handling, der sker på baggrund af falsk ræsonnement. Disse er sikrere korrektiver end en dommers samvittighed.

Market Watch advarsel er nemlig falsk, da ytringsfrihed i forvejen er defineret inden for loven. Teatret behøver altså ikke at have sine egne sikkerhedsforanstaltninger mod publikums ubændige trang til at råbe ‘Brand!’. Modstanderne af ytringsfriheds kedelig syn på publikum, eller alle anderledes tænkende om man vil, der ligger til grund for deres angst for ytringsfrihed, illustreres af den omvendte logik, som eksemplet Hearst repræsenterer. Hvor Hearst netop havde den ultimative redaktionelle magt over sine mange medier og derfor dikterede hvilken virkelighed, reel eller imaginær, de skulle beskrive for offentligheden, lover Musk at stille offentligheden fri. Twitter bliver et totalteater i sikker tiltro til at publikum deltager inden for lovens rammer.

Market Watch taler til frygten hos den overfladisk fornuftige. For dem handler det om løgn og disinformation og ikke den gode smag. Hvis ikke vi kan genkende virkeligheden kan vi heller ikke agere i den, det lyder som et tværpolitisk argument. Men hvem er i en position, hvor de kan fortælle, hvad der er virkeligt? For løgne og falske citater er der nok af på nettet, som Abraham Lincoln proklamerede.

Snopes havde således faktatjekket en historie, der var blevet meget populær at sprede på Twitter, hvor et nyhedsmagasin ved navn The Pacific, skrev at ytringsfriheden var en trussel mod demokratiet. Men i modsætning til det rigtige tidsskrift The Atlantic var The Pacific satire. Det burde man kunne gennemskue, som amerikansk mediebruger – og ret beset, enhver kunne jo tænke, at intet seriøst medie ville have en så fjollet historie. At venstrefløjsere i affekt twitter selvmodsigende udsagn, er jo ikke at regne for lødige kilder.

LÆS OGSÅ:  Om fri tale og fulde folk 

For at nævne nogle seriøse medier, så slog Internetmagasinet Wired fast at “Et Musk-ejet Twitter vil blive katastrofalt for kvinder og marginaliserede minoriteter, der allerede står over for mishandling og chikane på platformen”. Og The Independent – et i denne sammenhæng ironisk navn – skrev “RIP Twitter, 2006-2022: Død for Elon Musks hænder” og indledte deres artikel med ordene “Det er tid til at sige farvel til den sociale medieplatform, den engang var, som Musk begynder sit ejerskab af Twitter med at fyre folk i toppen” – oh rædsel, da ikke i toppen?

The New York Times løftede dystopien til et højere niveau og twittede “Elon Musk har i de seneste måneder vist sig som en kaotisk spiller i geopolitik. Han er vadet ind i situationer der involverer Rusland, Ukraine, Iran og Kina, og efterladt rigeligt med rod. Nu da han ejer Twitter vil hans indflydelse kun vokse”. Bloomberg skrev at massefyringer på Twitter ville være en trussel mod alle amerikanere og således svigte freden og i stedet “tillade barbarerne ved porten”. Intet er rigtigt nok mere fredeligt end fravær af dissens.

Samme stemning var The New Republic i, hvor Brynn Tannehill havde overtaget Stephen Glass skrivebord og proklamerede, at Musks ide om ytringsfrihed ville ødelægge USA: “Twitter uden nogen til at moderere indholdet – og med Donald Trump og andre inviteret tilbage – betyder at løgne og disinformation vil overvælde sandheden og fascisterne vil tage over”.

Snopes faktatjekker ikke så meget, som de oversætter satire, til glæde for dem, der ikke har humor. På den måde regulerer debatten sig selv, Snopes finder mening for sin eksistens ved at give andre meningen med satire.

Som Dershowitz pointerer, med dækning i Jefferson, så må en dommers samvittighed endda regnes for en bedre modvægt, end nogle administrerende direktører for en eller anden virksomhed, der forlader sig på den profit reklamer indbringer. Især, kunne man tilføje, hvis alle deres ansatte var politiske aktivister. “Censur kræver censorer” gør Dershowitz opmærksom på “og når censorerne først har fået magten til at vælge, hvad offentligheden skal høre, er vi på en glidebane væk fra frihed og på vej mod undertrykkelse”.

Der er ingen tvivl om at ytringsfrihed med al den rodede dissens virker skræmmende for de, der havde polstret deres politiske magt ved at begrænse andres frihed. Intet er perfekt i denne verden, men ytringsfrihed er, som Jefferson påpegede, den bedste kur mod løgne.