Kampen står mellem imperialister og nationalister

Amerikanerne har forstået, at verden ikke er på en rejse mod større og større konvergens med vestlige værdier. Derfor valgte de en præsident, der ikke forsøger at redde resten af verden. De har valgt en præsident, der mere beskedent arbejder for at tjene USA.

Vi bliver åbenbart ikke mere og mere ens. Tværtimod ser vi flere og flere opsplitninger i mindre stater. Alverdens små folk vil gerne have selvstændighed. Den store drivkraft er national bevidsthed, altså alt det, der adskiller os fra de andre. Ligesom der dårligt findes en konflikt i verden, der ikke handler om etniske og religiøse forskelle.

Når USA siger, at USA kommer først, er det i praksis også en anerkendelse af, at resten af verden ikke skal blive som amerikanerne selv. Menneskerettigheder er nemlig på ingen måde udtryk for en respekt for andre kulturer, men en falsk påstand om, at doktrinær, vestlig liberalisme er alt andet overlegent.

I Jyllands-Posten kommenterer Mikael Jalving udviklingen således:

Den liberal-socialistiske beroligelse i medier, politik og underholdning slører både den sociale virkelighed og den dybe strid, der deler den vestlige verden i to. Som den israelske samfundsforsker Yoram Hazony understreger i en ny bog om, hvad han anser for nationalismens fortrin, står vi blandt andet takket være årtiers voldsomme immigration i et vejkryds, der fører enten til nationalisme eller imperialisme.

Nationalismen og dens tilhængere ønsker at bevare deres politiske selvstyre og nationale kultur og traditioner.

Imperialismen ønsker omvendt at integrere stadig flere menneskelige aktiviteter i overstatslige institutioner og retssystemer som EU og FN og gøre kloden til ét internationalt samfund.

Det er partikularister mod singularister. Konservative mod liberale socialister. Og kampen er kun lige begyndt”.

Kommentarer