Kan det virkelig passe at de kun koster statskassen 31 mia.?

Ikke-vestlige indvandrere og efterkommere kostede statskassen 31 milliarder kroner i 2018, skriver Ritzau. Det viser den årlige rapport fra Finansministeriet om indvandreres nettobidrag til de offentlige finanser. Det er dermed et fald på to milliarder kroner i forhold til året før, hvor beløbet angiveligt var på 33 milliarder kroner.

”Jeg er glad for, at nettoudgifterne til ikke-vestlige indvandrere og efterkommere fortsætter med at falde”, skriver udlændinge- og integrationsminister Mattias Tesfaye (S) i en pressemeddelelse. Man skal her bemærke, at “ikke-vestlig” er finansministeriets, politikernes og mediernes kodeord for ”muslimsk”. Det er nemlig kun de ca. 320.000 muslimer og ikke de mange flittige indere, kinesere, vietnamesere og filippinere, der udgør et problem for det danske samfund og en byrde for statskassen.

Hvert år kommer finansministeriet med nye tal for, hvor meget ”ikke-vestlig” indvandring koster samfundet. Er finansministeriets tal fup eller fakta? Det er der ingen, der ved, fordi der i dette land ikke findes uafhængige økonomer, der har lyst og mod til at udfordre det politiske magtsystem ved at dissekere finansministeriets tal.

Man siger, at der findes løgn, forbandet løgn og statistik. Alle der har arbejdet med data ved, at der er mange muligheder for manipulation med tal og den statistiske metode. Og derfor manipulerer politikerne, embedsmænd, medierne mv. med statistiske data. Finansministeriet er ved flere lejligheder blevet kritiseret for den politiserede og ideologisk farvede måde at regne på. Cepos har f.eks. kritiseret Finansministeriets regnemetoder i forbindelse med ministeriets analyse af effekterne af kontanthjælpsreglerne.

I 2019 skrev Asger Aamund: ”I Finansministeriets økonomiske analyse fra april 2017 opgøres det, at ikke-vestlige migranter og deres efterkommere påvirker de offentlige finanser negativt med 33 milliarder kroner om året. Dette tal er imidlertid smukt friseret af Finansministeriet, som har været så venlig at fratrække skatter og afgifter indbetalt af migranterne. I analysens bilag dukker det reelle tal frem, som er på 78 milliarder kroner”.

De officielle pris for muslimsk indvandring er altså ca. 80 mia. årligt brutto, men den rigtige pris er der ingen, der kender. Man kan levende forestille sig, at indvandrings-relaterede udgifter skjules i regnskaberne for de enkelte ressortområder. F.eks. kræver indvandrerbander øgede udgifter til politi og efterretningstjenester, der overvåger og bekæmper bandekriminaliteten, ligesom der er store udgifter til domstole, kriminalforsorg, særlige jobs til de unge kriminelle, væresteder og klubber, konsulenter, socialarbejdere, tryghedsskabende foranstaltninger, sociale ydelser – just name it.

Spørgsmålet er derfor, om de 31 mia. kr. netto, som den muslimske indvandring påstås at koste, omfatter følgende udgifter:

• Domstolene (separationer, skilsmisser, forældremyndighedssager, faderskabssager mv.)
• Socialforvaltningen (sociale ydelser, kommunale integrationsprojekter mv.)
• Ordenspolitiet, kriminalpolitiet, fremmedpolitiet og PET
• Hospitalsvæsenet, alm. praktiserende læger (større sygelighed, flere sindslidende bl.a. grundet fætter-kusineægteskaber, D-vitaminmangel, diabetestilfælde mv.)
• Fængselsvæsenet (overrepræsentation af flygtninge, indvandrere og efterkommere) fængselspræster, fængselspsykologer mv.
• Skoler (ekstraundervisning, specialundervisning, psykologhjælp, modersmålsundervisning og SFO-pædagoger)
• Børnehaver og vuggestuer
• Asylsystemet (Flygtningenævnet, asylcentre, Dansk Røde Kors, Dansk Flygtningehjælp, kørsel fra/til grænse fra/til modtagecentrene)
• Krisecentre (hvor muslimske kvinder er overrepræsenterede)
• Advokatsalærer, fri processystem
• Tolkebistand, sprogundervisning
• Dagpenge, bistandshjælp, sygedagpenge, førtidspensioner, børnepenge, børnetilskud, boligtilskud mv.
• Skadeserstatninger for vold, hærværk, ildpåsættelser mv.
• Udgifter ifm med kidnappede børn
• Polygami (huslejetilskud til to lejligheder, udlæg til børnepenge til den “enlige” mor)
• Tilskud til etniske foreninger og skoler
• Særlige integrationstiltag, ungdomsklubber, gadeplansarbejdere, fædregrupper osv. osv. – listen er sikkert meget længere.

Talmanipulation bruges flittigt af regeringer og politikere, som ønsker at retfærdiggøre en bestemt politik eller dokumentere fremskridt på udvalgte områder. De ”urokkelige” tal, der kommer fra Finansministeriet, skal derfor tages med et meget stort gran salt, fordi der efter al sandsynlighed er tale om en stærkt politiseret og ideologisk farvet statistik.

Det er i øvrigt tankevækkende, at selv om udgifterne til muslimsk indvandring påstås at være faldet, har finansministeriet ikke revideret sin fremskrivning af maj 2018. Ifølge denne vil ikke-vestlige (læs: muslimske) indvandrere og efterkommere medføre en varig nettoudgift for den offentlige pengekasse på ca. 33 mia. kr. frem til år 2100. I alt 2.640 mia. kr., som vil gå fra danskernes velfærd.

André Rossmann