Site icon 24NYT

Kan Folketinget stoppe halvhjernerne i Intact Denmark?

Borgerforslaget om ”indførelse af en 18-års minimumsalder for omskæring af raske børn” er nu nået til førstebehandling i Folketinget.

Et evt. forbud vil ramme både muslimer og danske jøder. De danske jøder har i tidligere debatter om omskæring slået fast, at det vil være svært – hvis ikke umuligt – for dem at blive i Danmark, hvis et forbud indføres.

Det er imidlertid ikke de indenrigspolitiske, men udenrigspolitiske dimensioner i borgerforslaget, der er interessante. Tidligere har forsvarsminister Claus Hjort Frederiksen (V) efter et lukket samråd meddelt, at forbuddet mod omskæring af drenge ikke er i Danmarks interesse. Den politiske risiko ved forbuddet er ganske enkelt kæmpestor.

Danmark står helt alene med sit syn på omskæring af drengebørn, og vil i givet fald være det første land i verden, der indfører et decideret forbud. Bliver forbuddet vedtaget i Folketinget, vil fordømmelserne hagle ned på Danmark over hele verden, både i de muslimske lande og Israel, for slet ikke at tale om de indflydelsesrige kristne og jødiske kredse i USA.

Hvis politikerne tror, at det vil være omkostningsfrit at vedtage et forbud mod omskæring, må de tro om. Da Danske Bank i 2014 valgte at hoppe på den anti-israelske vogn, fordi banken havde placeret to israelske selskaber i den gruppe af investeringer, som banken ikke vil investere i af etiske årsager, kom Danske Bank på den sorte liste i flere amerikanske delstater. Vedtager Folketinget et forbud mod omskæring, kan en omfattende og langvarig økonomisk boykot af dansk erhvervsliv blive en sandsynlig konsekvens.

De sikkerhedspolitiske og kommercielle konsekvenser af et forbud mod omskæring er så store, at både Muhammed-krisen og smykkeloven er peanuts i sammenligning. Intact Denmarks halvhjernede kampagne for et forbud mod omskæring er udtryk for den sædvanlige danske blanding af nationalt tunnelsyn og stupiditet, der burde komme under lægebehandling.

André Rossmann

 

 

Exit mobile version