KOMMUNE-TOP 10: Fokus på Frederikshavn Kommune som højdespringer – 9990 Skagen gør forskellen i prishop, viser analyse fra Home på basis af data fra Boligsiden
Der er fremgangen i huspriserne på landsplan og i et flertal af kommunerne det seneste år, og det understreger, hvor fin form boligmarkedet er i. Men kan det virkelig passe, at priserne kan stige med 38 % på et år som i Frederikshavn Kommune?
Svaret er både JA og NEJ!
Kommunetal skal altid tages med et gran salt, da de kan svinge meget fra måned til måned. Gennemsnitsprisen i Frederikshavn Kommune er steget 38 % fra maj sidste år til maj i år, så de ’rå data’, som Boligsiden offentliggør i dag, er korrekte nok.
Det placerer kommunen på en ’førsteplads’ i prisstigning på landsplan, men i virkeligheden handler prishoppet mere om sammensætningen af de handlede boliger, altså hvor i kommunen de er solgt, og hvor mange der er solgt, forklarer Nicklas Lind Pedersen, medindehaver i Home Skagen og Home Frederikshavn.
For det gør en verden til forskel i netop Frederikshavn Kommune.
Huspriserne i kommunen er nemlig stærkt påvirkede af de seneste ’sommerhus-tendenser’, hvor salget er steget eksplosivt. Mange helårshuse i Skagen bliver benyttet som fritidsboliger – sådan har det altid været – men de indgår som helårshuse i statistikken og ikke som sommerhuse.
Eksempelvis de kendte og populære gule ’Skagensvillaer’, byhuse i centrum eller mindre huse uden for centrum. Disse huse trækker typisk købere udefra, eksempelvis fra Østjylland og Trekantområdet.
”Skagen og Frederikshavn er grundlæggende to vidt forskellige markeder, ” siger mægleren fra Home.
Det ses også, når man zoomer ind på prisudviklingen i postnumrene, som ejendomsmæglerkæden Home har gjort. Den gennemsnitlige kvm-pris for et hus i 9990 Skagen er mere end dobbelt så høj som i 9900 Frederikshavn – 19.316 kr. kontra 8887 kr. – og de seneste måneder er der sket et boom i salget af villaer og rækkehuse i netop Skagen. Fra 9 hushandler i marts, 15 i april og hele 24 i maj!
”Huspriserne er også steget i Frederikshavn, men det er altså Skagen, der især forklarer den ’store’ prisstigning i kommunen på 38 %, fordi der er solgt væsentlig flere huse i Skagen til højere gennemsnitspriser, ” siger Michael Dalsager, der er senior kommunikationskonsulent i Home.
Postnummer-statistikken viser, at huspriserne i Skagen er knap 13 % højere end for et år siden, mens de i Frederikshavn er 22 % over maj 2019. Stigningen skal tages med forbehold for den statistiske usikkerhed, der er endnu større på postnummer, hvorfor gennemsnitspriserne kan se anderledes ud i næste måned.
9990 Skagen | Kvm-pris salg – kr i maj | Udvikling maj 19 til maj 20 – i kr | I % | April til maj –i kr. | I % |
Maj 20 | 19.316 | 2.178 | 12,7% | 1.086 | 6,0% |
Kilde: Home på basis af Boligsidens data
Skagen skiller sig altså ud, og de gode tider betyder, at der bliver handlet væsentlig tættere på de udbudte priser og enkelte handler over end tidligere.
”Vi mærker ikke coronakrisen. Der er en væsentlig efterspørgsel – og vi har oplevet 2, 3 og 4 købere til de samme boliger, ” siger Nicklas Lind Pedersen.
De 10 kommuner med størst procentvis fremgang i huspriserne:
Kommune | Gns. pris (kr. pr. kvm) maj 2019 | Gns. pris (kr. pr. kvm) maj 2020 | Forskel i kroner det seneste år | Forskel i procent det seneste år |
Frederikshavn | 9.257 | 12.807 | 3.550 | 38% |
Struer | 6.998 | 8.530 | 1.532 | 22% |
Varde | 7.908 | 8.786 | 878 | 11% |
Odder | 11.954 | 13.155 | 1.201 | 10% |
Lemvig | 4.995 | 5.470 | 475 | 10% |
Fredericia | 11.482 | 12.555 | 1.073 | 9% |
Faxe | 10.527 | 11.386 | 859 | 8% |
Viborg | 10.338 | 11.160 | 822 | 8% |
Vesthimmerland | 6.898 | 7.444 | 546 | 8% |
Lolland | 3.686 | 3.961 | 276 | 7% |
(Opgørelsen viser udviklingen i den gennemsnitlige kvadratmeterpris for villaer og rækkehuse i det seneste år. I 52 kommuner stiger priserne, 5 kommuner har uændret niveau, i 35 kommuner falder priserne, imens der i 6 kommuner ikke har været nok handler til at beregne statistik. Kilde: Boligsiden