KAN INGER STØJBERG NEDBRYDE HADEMUREN?

Når Inger Støjberg om nogle måneder træder frem fra fangekælderens mørke, kan hun vælge mellem flere muligheder for en fortsat politisk karriere. Hun har i flere aktuelle udtalelser mere end antydet, at hun vil tilbage til politik, og hun skal derfor snart træffe et vigtigt valg. Skal hun tilslutte sig enten Nye Borgerlige, Dansk Folkeparti eller grundlægge et nyt parti?

Det sidste er der mode i. ” Folkegunst er idel Dunst”, står der på frisen i folketinget, og det er så rigtigt, som det er sagt. Vi har i Danmark en svinebestand på godt 13 millioner dyr, som er vigtig for vores eksportøkonomi, men alligevel har Veganerpartiet kunne samle stemmer nok til at blive opstillingsberettiget til folketinget. Blandt mange bizarre projekter vil partiet forbyde forretningsmæssig avl af svin, hvilket vil give grisene samme skæbne som minkene. Enkelte landbrug vil måske have en klappegris til børnene, hvis de ellers har råd til at få børn, når Veganerne er kommet til magten. Lars Løkkes Moderaterne kommer i folketinget på Løkkes personlige vælgertække, og Inger Støjberg kunne med sit eget splinternye parti skabe død og ødelæggelse netop i de partier, der hader hende og smed hende under bussen.

Dansk Folkeparti stod last og brast med Støjberg under hele rigsretsprocessen i håbet om, at hun ville melde sig under fanerne og trække partiet op af muddergrøften. Inger skulle dog ikke nyde noget. Hun afslog med begrundelsen, at man ikke skal være formand for et parti, hvor man ikke forinden har tjent sine sporer, men hun ville nok heller ikke være kaptajn på en skude, hvor officerer og matroser har kastet kompasset over bord og slås med hinanden fra morgen til aften. Når man ser bort fra udlændingepolitikken, er Dansk Folkeparti ikke et borgerligt parti, men et socialdemokrati, hvor fordeling af velstanden betyder alt og skabelsen af velstanden intet. Støjberg er rundet af den liberale jyske muld og har aldrig vist socialdemokratiske tendenser, så politisk passer hun ikke helt som fod i hose til DF. 

Nye Borgerlige, som må betegnes som et nationalliberalt parti, passer meget bedre til Inger Støjbergs politiske profil. Venstre, der i praksis er blevet udvandet til et socialdemokratisk fordelingsparti hylder stadig i sit partiprogram princippet om, at vækst er forudsætningen for velstand, som igen er forudsætningen for velfærd. Hvis Venstre havde holdt konsekvent fast i denne holdning, havde Nye Borgerlige ikke eksisteret i dag. Men når de er her og er et parti i fremgang, er det fordi de både rummer en dynamisk økonomisk vækstpolitik for det danske samfund, men også i modsætning til Venstre står fast på en politik, der forhindrer import af sociale klienter fra eksotiske kulturer. Vil man slå sig ned i Danmark, skal man kunne forsørge sig selv. Pernille Vermund er langsomt men sikkert ved at placere sig som den reelle borgerlige førerhund foran de tavse konservative og de vaklende venstrefolk. Med Støjberg ombord ville Nye Borgerlige vokse til et ægte folkeparti, som kunne lægge en helt ny retning for dansk politik.

Men når grønne klimafascister, dyrevelfærdshystader og pensionerede statsministre kan blive opstillingsberettiget, så kan Støjberg vel også. Det er netop det, der giver adskillige partiledere mareridt om natten. En meget stor del af de borgerlige danskere er vrede over både den politiske udrensning af Inger Støjberg og over den hårde dom, der nu sender hende bag tremmer. Hun vil med et nyt parti kunne støvsuge den borgerlige del af Venstre og en markant del af de konservative for stemmer. Også Dansk Folkeparti kommer til at bløde, især hvis folk som Marie Krarup og Thulesen-Dahl går med.

Ingers valg bliver nok et valg mellem hjertet og hovedet. Hun er blevet groft og kynisk behandlet af store dele af folketinget, der ønskede hende politisk henrettet. Hvis Støjberg er besat af hævntørst, kan hun skabe maksimal skade blandt sine bødler ved at danne sit eget parti. Hvis hun derimod ønsker at sætte et varigt, værdifuldt og nødvendigt aftryk på danske politik, skal hun nok vælge den fremtrædende position, hun ville få i Nye Borgerlige. Det ville være til glæde og gavn for hele folket.