Nej, det kan ikke lade sig gøre. Ikke fordi der er noget i vejen med Alex Vanopslagh eller Liberal Alliance, men fordi blå blok er opløst og ikke eksisterer mere. Der er således ikke noget at samle og forene. Venstre forlod det borgerlige samarbejde endeligt i 2019, hvor Lars Løkke forpligtede partiet til et regeringssamarbejde med Socialdemokratiet og til at anvende al fremtidigt økonomisk råderum til en udbygning af velfærdssamfundet. De Konservative har i 25 år overlevet ved ikke at mene noget som helst, som andre ikke også mener, og altid at stemme med den største flok. Dansk Folkeparti er et renlivet socialdemokrati med en borgerlig indvandringspolitik. Danmarksdemokraterne ser sig selv som et velfærdsparti med en stram udlændingepolitik, noget man kan kalde for et lyseblåt DF. Nye Borgerlige ligger i respirator på traumecentret uden udsigt til helbredelse, og de Radikale har aldrig kunnet regnes for et borgerligt parti, men er mere en dreven manipulator på døgnets politiske meningsbørs.
Medierne er i disse dage meget optaget af spekulationer, om Liberal Alliance har, hvad der skal til for at blive det nye borgerlige samlingspunkt i Danmark. Man skal dog ikke glemme, at det er svært at løbe fra arv og miljø, og LA’s arvegods kan føres tilbage til Det Radikale Venstre, det parti den tidligere finansminister, Knud Heinesen forbitret kaldte for ’slingrefise’. Eller som Svend Auken så rammende udtrykte det: ”At lave en aftale med de Radikale er som at sømme en budding op på en væg!”. Naser Khader og Anders Samuelsen var som tidligere radikale folketingsmedlemmer indpodet med disse værdier, da de besluttede sig til at stifte Ny Alliance som et liberalt samarbejdsparti, der kunne byde på alt godt fra det borgerlige hav. Lars Seier Christensen syntes ikke, at Khader og Samuelsen var liberale nok, men besluttede alligevel at støtte det nye parti i mangel af bedre. Partiet oplevede medvind og fremgang, som dog vendte brat, da det tidligere konservative folketingsmedlem, Gitte Seeberg, kuppede sig til en plads i ledelsen uden at de to bløde stiftere havde sikret sig viden om, hvad hun egentlig ville med partiet.
Gitte Seeberg var bitter og skuffet over ikke at kunne gøre karriere hos de Konservative og havde tilmed oparbejdet et patologisk had til Dansk Folkeparti, som nu skulle bekriges fra hendes nye platform i NA. Partiet havde også lukket en anden fanatisk DF-hader ind i partiet, nemlig journalisten Jørgen Poulsen, som til stor ståhej i medierne omtalte den respektable pastor Søren Krarup som nazist. Ny Alliance blev et parti med meninger, der strittede i alle retninger, og sank sammen i totalt kaos op til folketingsvalget i 2007. Gitte Seeberg og Khader forlod ruinhoben, som Anders Samuelsen på imponerende vis fik genrejst i de kommende år med en ny politik og det nye navn, Liberal Alliance. Partiet lancerede en fremragende genrejsningsplan for det kriseramte danske samfund efter den store bankkrise i 2008, men måtte atter engang se sig selv slået ud i tovene efter, at partiet lod sig optage i Lars Løkkes regering i 2016. Vi var mange, der advarede LA mod regeringssamarbejdet, der var afhængigt af parlamentarisk støtte fra DF, som ikke havde glemt Gitte Seebergs og Jørgen Poulsens hadefulde og perfide angreb nogle år tidligere. Som forventet blokerede Thulesen Dahl ethvert liberalt initiativ fra LA-ministrene, som intet fik udrettet i deres tre år i regeringen. Ved folketingsvalget i 2019 mistede Liberal Alliance hele 9 mandater og kunne lige krybe over spærregrænsen med 2,3 procent af stemmerne.
Partiets nye leder, Alex Vanopslagh, er en begavet politiker og en glimrende taler og debattør. Og så har han det held, at partiets nye kernevælgere er ganske unge mennesker, der ikke har nogen erindring om fortidens kaos, fejltagelser og katastrofer. Unge Alex kunne derfor starte på en frisk med en renvasket tavle. Partiet fremstår nu som en LA-light udgave af udgaven fra 2015, inden LA trådte ind i regeringssamarbejdet. Partiet er liberalt reformorienteret, men ikke så meget, at det gør noget. De mange nye, unge vælgere er bange for formynderstatens tiltagende omklamring og er tiltalt af LA’s bud om mere frihed, mindre bureaukrati og mindre offentlig topstyring. Hvis Vanopslagh kan mobilisere modet til ikke at lade sig lokke ind i et udsigtsløst regeringssamarbejde eller aftaler om udvandede ikke-reformer, kan han opnå en position som det politiske landskabs robuste, liberale fyrtårn. Og dermed vil Liberal Alliance udgøre beskyttelsesrummet for formynderstatens mange kvæstede borgerlige ofre. Måske en spæd begyndelse til et friere og mere liberalt Danmark, der orienterer sig væk fra statsmagten og hen imod borgeren. Man har vel lov at håbe.