Værdidebatten er blusset op igen efter at Kommissionen ”for den glemte kvindekamp” har anbefalet et forbud mod muslimske hovedtørklæder i privatskoler, folkeskoler og friskoler. Og ikke overraskende udsættes Kommissionens anbefaling for hård kritik fra det store, islamvenlige befolkningssegment, der har en meget afslappet og relativistisk indstilling til muslimernes brug af religiøse symboler.
”Vi synes, at det ser svært ud at bekæmpe social kontrol med social kontrol. Det er jo det, det vil være, hvis man forbyder nogle piger at tage noget bestemt tøj på. Så er det jo også en kontrol, som staten udøver”, sagde politisk leder for De Radikale, Sofie Carsten Nielsen, onsdag aften. Hun sekunderes af skoleleder og medlem af byrådet i Herlev for Socialdemokratiet, Marco Damgaard: ”Jeg forstår hensigten med forslaget, men det er ikke det rigtige middel mod negativ social kontrol. Man stjæler snarere pigernes frihed i forsøg på at give dem frihed, fordi andre skal bestemme, hvad de må have på”, siger han til Berlingske.
Tørklædet og andre religiøse muslimske symboler, der er blevet et velkendt syn i gadebilledet, har sneget sig ind ad bagdøren under det uskyldigt klingende dæknavn ”mangfoldighed og multikultur”. Men præmissen om, at en kvinde med tørklæde er en naturlig del af den mangfoldighedstendens, der præger verden, er helt hen i skoven. Der er nemlig tale om mangfoldighed, når man viser overvægtige, transkønnede eller ældre modeller, mens det muslimske tørklæde er en islamisk uniform, der er funderet i et religiøst værdisæt, som i praksis forbyder mangfoldighed. Ensretningen i den islamiske stat (ISIS) var et skoleeksempel herpå.
Modsat en udbredt opfattelse er det muslimske tørklæde ikke en uskyldig hovedbeklædning. Det er en støtteerklæring til islam og et politisk statement, der promoverer værdier i modstrid med det omgivende samfund.
Tørklædet trækker muslimer væk fra det danske samfund og er et omvandrende symbol på, at man ønsker at afskaffe den demokratiske retsstat og erstatte det med noget andet.
Tørklædet er en markant og synlig manifestation af, at man definerer sig selv som tilhørende et andet Danmark end det, som den oprindelige befolkning er opvokset i.
Tørklædet er et ”mobilt parallelsamfund”, der udstråler afvisning af det danske samfund og samtidig loyalitet over for det islamistiske parallelsamfund med dets middelalderlige regelsæt, sædvaner og værdier.
Tørklædet seksualiserer børn, fordi det skiller de rene muslimske piger fra de urene danske piger. Det mistænkeliggør mænd og indfører en fremmedartet adskillelse af kønnene i et afslappet dansk offentligt rum.
Tørklædet hjælper islamister i deres mission med at skabe apartheid og de parallelsamfund, som de ønsker sig, med en politisk, fundamentalistisk dagsorden.
Tørklædet er et religiøst kampmiddel til at opretholde ghettoområder, analfabetisme, intolerance, social kontrol, kriminalitet, vold, religiøs ekstremisme og i yderste instans terror.
Mens den danske sekulære danske retsstat er bygget op på en adskillelse af den lovgivende, dømmende og udøvende magt, er det for muslimerne utænkeligt, at en demokratisk retsstat kan stå over religiøse love og Allahs bud.
Det er derfor helt afgørende for det danske demokrati, at man forbyder undergravende religiøse symboler på offentlige arbejdspladser. Ansatte i det offentlige skal ikke qua deres middelalderlige religiøse beklædning udstråle foragt for det danske samfunds grundlæggende normer og værdier.
De religiøse signaler, der ligger i det islamiske tørklæde, skal ikke fremstå som det væsentligste, når de offentligt ansatte møder borgerne. Der er ganske vist religionsfrihed i Danmark, men det betyder ikke, at man som ansat i det offentlige skal have frihed til at missionere for en religion og ideologi, der går på tværs af alt, hvad Danmark står for.
Det islamiske tørklæde bør derfor forbydes i Folketinget, i de statslige og kommunale institutioner, i retsvæsenet, i politiet, i forsvaret, i sundhedsvæsenet og i den uddannelsessektor, der skal opdrage unge mennesker til at fungere som ansvarsbevidste borgere i et frit folkestyre.
Man skal dog ikke forvente, at det islamvenlige Folketing, som ikke har pligt til at føre Kommissionens anbefalinger ud i livet, vil indføre et forbud mod muslimske tørklæder i grundskolen. Justitsministeriet har nemlig tidligere udtalt, at danskernes krav om religiøst neutral påklædning i det offentlige ikke kan retfærdiggøre et forbud mod religiøs muslimsk hovedbeklædning, idet et forbud ikke ville opfylde ”proportionalitetskravet i Den Europæiske Menneskerettighedskonvention”.
På jævnt dansk betyder det, at hvis de sekulære etniske danskere ikke vil acceptere, at muslimer i det offentlige bærer tørklæder og påtvinger andre deres islamiske budskaber, så ligger problemet hos de etniske danskere, som enten må leve med lugten i bageriet eller finde et andet sted at være.
André Rossmann