Kan man leve af online gaming?

E-sport, poker og online casino. Gennem de seneste år har interessen vokset sig til de enorme proportioner vi ser i dag. Over alt i verdenen dyster talentfulde spillere mod hinanden i store online turneringer, og i flere lande afholdes der hvert år live turneringer, hvor mange af de bedste spillere mødes for at hive diverse famøse titler hjem. Men er det virkelig muligt at leve af at spille på nettet? Vi har set nærmere på spilleindustrien og fundet frem til et par af de personer, der har gjort onlinespil til deres fuldtidsjob og sikrer, at de kan betale regningerne og at økonomien holdes flydende.

En karriere inden for e-sport

Det anslås, at der er mere end 2 milliarder mennesker på verdensplan, der dagligt sætter sig foran skærmen for at bruge tiden på computerspil, og til et stort e-sport arrangement som Copenhagen Games, der fandt sted i marts i år, blev billetterne revet væk på rekordtid, hvilket understreger den enorme interesse for industrien. Ved Copenhagen Games 2018 var det det britiske hold Imperial, der løb af med sejren i CS:GO (også kendt som Counter Strike: Global Offensive) og kunne se frem til at indkassere et beløb på ikke mindre end 50.000 USD.

Bliver vi i CS:GO verdenen, møder vi det danske hold Astralis, der består af 5 danske gutter, hvoraf den ene er Nicolai ’dev1ce’ Reedtz, der rangerer som den 12. bedste spiller i verdenen. Reedtz har fra barns ben haft en stor interesse for computerspil, og fra sit drengeværelse i Odense har han taget spillet CS:GO til nye højder. I dag har han gjort det populære skydespil til en årlig indkomst på mere end 1 million danske kroner. Og fansene – ja, de står skam i kø for at få en autograf fra den berømte spiller.

Poker som et fuldtidsjob

Også interessen for poker er steget gevaldigt de seneste år. I et land ikke langt fra Danmark finder vi blandt andet den professionelle hollandske pokerspiller Lex Veldhuis, der gennem længere tid har været en del af Team PokerStars, som består af en samling af tidens mest talentfulde pokerspillere. Veldhuis blev i en ung alder bidt af Nintendo og det populære computerspil StarCraft, hvorefter interessen udviklede sig til også at indbefatte poker. Det har siden vist sig at give pote. I dag er studierne lagt på hylden, og pokeren er blevet et fuldtidsjob, der giver Veldhuis en god økonomisk tilværelse – og af og til mere end det. Hans største præmie var et svimlende beløb på 277.939 USD, der blev hevet hjem ved World Series of Poker i Las Vegas.

Danske Peter Eastgate er endnu en pokerspiller, der valgte at lægge studierne på hylden for at hellige sig en karriere i professionel poker. I 2008 løb han af med titlen som pokerens verdensmester efter at have vundet mesterskaberne i Las Vegas. 53 millioner kroner fulgte med den fornemme titel og denne præmiesum har sidenhen skabt grundlaget for en solid økonomi. I dag har Eastgate trukket sig fra pokeren og sat fokus på en karriere som skolelærer. Det valg kan forekomme besynderligt, taget den enorme indkomst i betragtning, men for Eastgate handler det blot om, at han trængte til nye udfordringer.

Nu kan det måske lyde fristende at kaste sig ud i en karriere inden for online spil efter at læst historierne om disse berømte gamere. I så fald skal det understreges, at hverken Reedtz, Veldhuis eller Eastgate kom sovne til deres karriere i CS:GO og poker. Bag deres succes ligger utallige timer af intensiv træning foran skærmen. Som alt andet i livet kræver det dedikation og hårdt arbejde at gøre sin passion til en levevej og fuldtidsbeskæftigelse. Når det er sagt, så skal det ikke afvises, at det er muligt at leve af online gaming, og mon ikke vi i fremtiden støder på flere og flere, der har formået at gøre onlinespil til en fast indtægtskilde.

Skriv din mening (Du skal være logget på Facebook)