Kan østeuropæerne stole på NATO’s sikkerhedsgarantier?

Forløbet omkring Ruslands invasion af Ukraine er et skræmmebillede på, hvad der vil ske, hvis Polen, Baltikum, Finland, Sverige eller Bornholm bliver invaderet af Putins Rusland. Angrebet på Ukraine har fået Vesten til at rykke sammen og indføre historisk hårde sanktioner mod Rusland, der har til formål at svække den russiske økonomi. Samtidig har USA og de vesteuropæiske lande koordineret politisk, økonomisk og militær støtte til Ukraine. Selv om i starten var de fleste borgere i Vesteuropa begejstrede for støtten til Ukraine, var de tvivlsomt, om solidariteten med Ukraine ville holde, når krigens konsekvenser for alvor ramte vesteuropæerne på pengepungen.

Kun fire måneder efter Ruslands invasion af Ukraine er der også begyndt at opstå sprækker i Vestens sammenhold og opbakning til Ukraine. Især i de magtfulde vesteuropæiske NATO-lande – Tyskland, Frankrig og Italien – begynder flere og flere at blive bløde i knæene og forlange forhandlinger, også selv om det kan betyde, at Ukraine skal afgive flere landområder, end det allerede er sket med den ulovlige russiske annektering af Krim-halvøen i 2014. EU-landene er vildt uenige om målet. Storbritannien, Polen, Finland og de baltiske lande vil have, at Rusland vender tilbage til grænserne fra før 2014, mens Tyskland og Frankrig kun taler om, at Rusland og Putin ikke må vinde. Italiens tidligere premierminister Silvio Berlusconi mener ligefrem, at EU må få Ukraine til at ”acceptere Putins krav”. Mange mener, at den forsinkede våbenhjælp fra Tyskland er et led i forsøget på at presse Ukraine til forhandlingsbordet. Det kan derfor ikke undre, at det primært er USA og Storbritannien, der forsvarer Ukraine militært, mens de pacifistiske og prorussiske NATO-medlemmer – Tyskland, Frankrig og Italien – er mest optaget af at forhindre, at Putin taber ansigt.

Med Tysklands valne holdning og Macrons kryben for Putin er det ikke svært at forstå, at især Polen og de baltiske stater ikke giver meget for Vesteuropas sikkerhedsgarantier. Især Tysklands eftergivenhed over for Rusland skaber en ubehagelig mistanke hos balterne og polakkerne om, at tyskerne vil lave en studehandel med Rusland og gentage skandalen fra München i 1938, hvor Chamberlain gav tjekkoslovakisk land væk i den naive tro, at det ville stoppe Hitlers aggression. 84 år senere ønsker flere og flere i Vesteuropa på tilsvarende vis forhandlinger med Rusland i håbet om, at man kan vende tilbage til normale tilstande ved at give Putin en luns af Ukraine.

I Vesteuropa undervurderer man de østeuropæiske advarsler om et muligt russisk angreb på et NATO-land på samme måde som man undervurderede advarsler om Ruslands forestående angreb på Ukraine. Selvom Putin kan være uforudsigelig, ville han næppe foretage sig noget så irrationelt, mente man før den 24. februar. Det mener man også i dag i forhold til et muligt russisk angreb på et østeuropæisk NATO-land og henviser til Atlantpagtens Art. 5, den såkaldte musketered, som foreskriver, at NATO’s medlemmer skal komme hinanden til undsætning i tilfælde af et angreb. Musketereden er imidlertid et politisk løfte og ikke en bindende forpligtelse til at gå i krig for hinanden. Derfor er det et stort spørgsmål, om de vesteuropæiske medlemmer af NATO – primært Tyskland, Frankrig eller Italien – reelt er i stand og har politisk vilje til at forsvare de østeuropæiske NATO-lande i tilfælde af et russisk angreb.

Eftersom NATO aldrig har defineret, hvor den røde linje går i tilfælde af et russisk angreb, er det f.eks. et uafklaret spørgsmål, om Polen, Baltikum eller Danmark kan opfatte NATO’s Art. 5 som en pålidelig sikkerhedsgaranti. Art. 5 har jo kun været aktiveret én gang, nemlig efter 9/11 over for al Qaeda, som i modsætning til Rusland ikke var i besiddelse af atomvåben. Vil Tyskland, Frankrig eller Italien forsvare balterne, polakkerne eller danskerne, hvis Rusland truer med at bruge taktiske atomvåben? Det er tvivlsomt. Vil NATO virkelig gå i krig med Rusland, hvis Putin invaderer Bornholm? Virkeligheden er, at hverken NATO eller Danmark kender svaret. Men de mange krumspring, Vesten hele tiden gør for ikke at provokere Putin til at anvende taktiske atomvåben i Ukraine giver et godt fingerpeg om, hvordan Vesten vil reagere, skulle Rusland true med at anvende taktiske atomvåben i forhold til et østeuropæisk NATO-land.

Nu hvor det begynder at gøre ondt i Vesteuropa, knager sammenholdet og man er parat til at krybe til forhandlingsbordet. Det er derfor nærliggende at stille det spørgsmål, om de pacifistiske og prorussiske tyskere, franskmænd og italienere er villige til at dø for balterne, polakkerne eller danskerne. Meningsmålinger, der foretages i Europa, viser jo hver gang, at et flertal i befolkningen i de fleste vesteuropæiske NATO-lande gerne vil leve i frihed, men er ikke parat til at betale for det. En meningsmåling fra den amerikanske tænketank Pew Research Center har f.eks. vist, at 60 pct. af tyskerne og 66 pct. af italienerne ikke ville forsvare en NATO-allieret, som blev angrebet af Rusland. Især i Tyskland lever skepsis over for USA og forståelse for Rusland i bedste velgående i dele af det tyske SPD og CDU. I det tidligere Østtyskland svarer lige under halvdelen, at de ser USA som en større trussel for freden end Rusland.

I forhold til Ukraine-konflikten støtter ca. 50 pct. af borgerne i Tyskland, Frankrig og Italien hurtige fredsforhandlinger med Rusland. Kun ca. 20 pct. støtter en langvarig udmattelseskrig med Rusland. Langt de fleste i Vesteuropa bekymrer sig mere om krigens konsekvenser såsom de tårnhøje priser på energi, råvarer og fødevarer. Spørgsmålet er derfor, hvornår USA og Vesteuropa vil miste lysten til at støtte den fortsatte konflikt med Rusland. Krigstrætheden har nemlig ikke kun meldt sig i Vesteuropa, men også i USA. For første gang siden krigens start er Ukraine ikke blandt de mest søgte emner på nettet.

De østeuropæiske NATO-lande samt Danmark, Finland og Sverige bør være nervøse for, om NATO’s militære svar på en evt. russisk aggression overhovedet er realistisk. NATO har jo hverken den militære kapacitet eller politisk vilje til at forsvare dem. I en tilspidset situation, hvor storbyer som Berlin, Paris eller Rom kan blive mål for russiske atomtrusler, vil NATO uden tvivl konkludere, at den menneskelige katastrofe og den kolossale økonomiske regning er helt uacceptable blot for at redde et lille østeuropæisk NATO-land. Prisen vil simpelt hen være alt for høj.

André Rossmann